Russisk missil hamrer ind i boligblok i byen Slavjansk

Krigen er nået til Slavjansk. Politi patruljerer ved en boligblok, der er blevet ramt af et russisk missil. Foto: Bagus Saragih/Ritzau Scanpix

Ruslands hær står blot nogle kilometer fra Slavjansk. Russerne bombarderer byen, hvor der bliver flere og flere ødelæggelser. Der er heller ikke vand eller gas.

Offentliggjort Sidst opdateret

Liget af en mand med blot én badetøffel på foden ligger i en gård i den centrale del af byen Slavjansk i det østlige Ukraine.

Han er offer for et russisk missil, der denne morgen ved 08.30-tiden hamrede ind i en boligblok.

Senere har politiet fået liget ud af en lejlighed, der blev ramt, med en lift.

Naboerne siger, at han hed Igor.

- Vi er ved at fastsætte antallet af ofre. Der er med sikkerhed én dræbt og tre sårede, siger borgmester Vadim Lyakh, der er kommet til stedet sammen med politiet og ambulancer.

En politimand siger, at de sårede er ramt af granatsplinter.

- Ikke om natten. Nu er det om dagen. Hvor meget mere kan vi tage? spørger han.

Den russiske hær står blot nogle kilometer væk fra Slavjansk og bombarderer byen med tungt missiler og artilleri. Politiet her står ved et tildækket lig, der blev offer for bombardementet. Foto: Bagus Saragih/Ritzau Scanpix

Slavjansk er en søvnig by med meget grønt. Inden krigen, der begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, boede her omkring 110.000 mennesker.

Mange er nu rejst væk.

Russerne står blot nogle kilometer uden for byen, og de bombarderer Slavjansk med missiler og tungt artilleri.

Byen har ikke længere vand eller gas.

Tatiana Levtjenko undersøger sin lejlighed i stueetagen. Ruderne er smadret, granatsplinter har ramt væggene.

- Hvordan kan jeg leve her? Alle rummene er beskadiget.

Hun peger på sin kat, der af frygt gemmer sig under sofaen.

Tatiana Levtjenko lapper sine ruder i lejligheden i stueetagen. Hun er modløs. Hendes datter og børnebørn er rejst til det vestlige Ukraine. Hun er blevet i Slavjansk. Den 67-årige kvinde siger, at der ikke længere er nogen steder at tage hen. Foto: Bagus Saragih/Ritzau Scanpix

Hendes datter og børnebørn er for længst rejst. De er i Lviv i det vestlige Ukraine.

- Men hvor kan jeg tage hen? Hele Ukraine står i brand. Prøv at se, der er ikke nogen steder at tage hen, siger hun.

- Tingene er dårlige for os, meget dårlige. Alle er grædefærdige. Jeg har ikke mere styrke tilbage.

Den ammunition, som russerne har brugt mod området, er granater, hvorfra der flyver en masse små sprængladninger, når granaten eksploderer.

Det er såkaldte klyngebomber. Mennesker og bygninger i et større område bliver ramt.

Der ser ikke umiddelbart ud til at være militære faciliteter i det her område med boligblokkene. Dog har ukrainske soldater slæbt et camouflagefarvet køretøj væk fra vejen.

- Den centrale del af byen har ingen militære faciliteter, og Rusland er i krig med den civile befolkning, skriver borgmester Lyakh på Facebook.

En politikvinde fortæller de lokale, at de skal tage fotos af skaderne i lejlighederne. Det gør det lettere at kræve erstatning.

Nogle lokale har været igennem det før. I 2014 tog prorussiske separatister kontrol med byen, men nogle måneder efter var de trængt ud igen.

- Se her, siger den 39-årige Oleksandr og peger på skader på sin havelåge.

Der er nye skader og skader fra 2014.

- Jeg satte ikke en ny låge op. Det var, som om at noget fortalte mig, at jeg skulle lade være.

/ritzau/

Kort om Slavjansk

* Slavjansk ligger i det østlige Ukraine. Inden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar havde byen 100.000-110.000 indbyggere. Det antages, at der højst er 25.000 nu.

* Den ligger 60 kilometer vest for Sjevjerodonetsk, som russerne har erobret.

* Slavjansk er blevet en strategisk vigtig by for Ukraine. Den kan beskytte industriområder i Donbas, som Rusland vil erobre. 

* I 2014 angreb og besatte prorussiske separatister Slavjansk. Den var under separatisternes kontrol fra den 12. april 2014 til den 5. juli 2014, da Ukraines hær generobrede byen.

* Under Anden Verdenskrig holdt Nazitysklands hær i en periode byen besat.

Kilder: AFP og Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu