Russisk missilekspert er fundet likvideret i sneen i en park i Moskva

Ukrainske brandmænd i gang med at slukke brande efter et russisk missilangreb på byen Dnipro den 21. november. Den likviderede Michael Sjatskij var en af Ruslands eksperter i at lave styresystemer til missilerne. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Ukrainske medier rapporterer, at ukrainske agenter står bag likvideringen af en af Ruslands førende missileksperter. Han er blevet skudt i en park i Moskva.

Offentliggjort Sidst opdateret

En af Ruslands førende eksperter i styresystemer til russiske missiler, der bruges til at bombardere Ukraine, er blevet likvideret.

Der er Mikhail Sjatskij, der var vicedirektør i firmaet Mars Design og leder af dets softwareafdeling.

Firmaet arbejder med at udvikle og fremstille styresystemer for Ruslands militær og rumfartsindustri. Siden 2017 har det hørt under det statslige selskab Rosatom.

Oplysningerne kommer fra Astra Telegram-kanalen på beskedtjenesten Telegram og fra andre russiske og ukrainske kilder, skriver flere medier.

Sjatskij skal have haft en central rolle, når det gælder brug af kunstig intelligens i droner, missiler og rumfartøjer.

Newsweek skriver, at Sjatskij var involveret i udvikling af droner til Ruslands militær. Han arbejdede også med at modernisere missiler af typerne Kh-59 og Kh-69.

Det er krydsermissiler, som Rusland bruger mod Ukraine.

Der er forskellige oplysninger om, hvornår han blev skudt.

Nogle kilder rapporterer om skyderi i parken Kusminskij Skoven den 10. december, og at han blev fundet liggende i sneen, skudt og død.

Andre siger den 11. december.

Det officielle Rusland havde fredag eftermiddag endnu ikke bekræftet likvideringen.

Avisen Kyiv Independent skriver, at en kilde i Ukraines forsvarsministerium torsdag den 12. december bekræftede over for avisen, at Sjatskij er dræbt.

Kilden sagde også, at HUR, Ukraines militære efterretningstjeneste, har likvideret ham i parken.

Det lykkedes gerningsmanden at forsvinde. Der er i hvert fald ikke meldinger om anholdte i sagen.

Mikhail Sjatskij var også involveret i at udvikle russiske droner. Billedet er fra den 19. september i år, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, så på nye droner i Sankt Petersborg. Foto: Valeriy Sharifulin/Ritzau Scanpix

Netavisen The Moscow Times skriver, at liget blev fundet blot ti minutters gang fra Sjatskijs bolig i Kotelniki godt 20 kilometer fra Moskvas centrum.

Avisen citerer flere ukrainske medier for at rapportere, at Sjatskij blev skudt i forbindelse med en specialoperation.

Kilderne til oplysningerne er ukrainske, men de er alle anonyme. Kilderne præsenteres som sikkerhedskilder eller fra efterretningstjenesten.

- Enhver, der er involveret i at udvikle Ruslands militærindustrielle kompleks, og som dermed støtter Ruslands aggression mod Ukraine, er et legitimt mål for Ukraines forsvarsstyrker, siger en anonym sikkerhedskilde til mediet Hromadske.

Anton Herasjtsjenko, rådgiver i Ukraines indenrigsministerium, har indirekte også kommenteret sagen ved at skrive på X:

- Oplysningerne er endnu ikke bekræftet, men den 10. december var der rapporter om et skyderi, der efterlod en midaldrende mand død, i en forstad til Moskva. Videoer af en ambulance, der kommer til stedet, er postet online.

/ritzau/

Mistænkte likvideringer i Rusland

- Mikhail Sjatskij er den seneste fremtrædende person i Ruslands våbenindustri eller forsvar, som er likvideret. Der har været flere andre tilfælde af likvideringer af våbeneksperter eller højtstående personer i forsvaret i år, herunder:

* I oktober blev den 44-årige Nikita Klenkov fundet skudt i en bil i landsbyen Melenki i Moskva-området. Han var næstkommanderende i en militærenhed i efterretningstjenesten GRU. Klenkov var kommet tilbage fra operationer i Ukraine en uge forinden.

* I juli i år døde den 61-årige Magomed Khandajev pludselig. Han havde en høj stilling i forsvarsministeriet. Der er ikke oplyst en dødsårsag.

* Også i juli fik en officer fra GRU sprængt sine fødder af ved en eksplosion i en bil i Moskva. Ukraines regering har afvist at kende til sagen. En rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde til uafhængige russiske medier, at det lignede en fejl på bilen.

Kilder: Newsweek, Kyiv Independent.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu