Russisk pige bag antikrigs-tegning er hentet fra børnehjem
Aleksej Moskaljov boede sammen med sin datter, Maria, i denne boligblok i den russiske by Jefremov. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
En 13-årig russisk pige, der endte på børnehjem på grund af en tegning om krigen, er blevet hentet af sin mor.
En russisk pige er blevet hentet at sin mor på et børnehjem, hvor hun var blevet placeret på grund af en antikrigs-tegning.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Den 13-årige pige har angiveligt ikke haft kontakt til moren i mindst syv år.
Hendes far, Aleksej Moskaljov, er blevet idømt to års ophold i en straffelejr for at have vanæret den russiske hær via datterens tegning.
Tegningen viste russiske missiler, der flyver mod Ukraine, og ordene "Længe leve Ukraine" og "Nej til Putin, nej til krig". Pigen, der hedder Maria og også kaldes Masja, lavede tegningen sidste år i en billedkunsttime i skolen.
Rusland har siden krigen i Ukraine, der blev indledt 24. februar 2022, indført strenge straffe for at vanære landets væbnede styrker.
Den 13-årige pige boede alene med sin far, indtil han blev anholdt.
Ruslands kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova, siger, at hun har snakket med pigen og moren, der hedder Olga.
- Masja ville ikke hentes af sin mor i første omgang, og hendes holdning skal rent juridisk være med i overvejelserne. Nu har hendes holdning ændret sig. Det har hun selv fortalt mig, siger Maria Lvova-Belova.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor pigen og moren ikke har haft kontakt i over syv år, eller hvorfor den 13-årige pige skal have ændret mening.
Den Internationale Straffedomstol (ISS) udstedte i marts en arrestordre på den russiske kommissær Maria Lvova-Belova.
Det skyldes, at Ruslands omfattende deportationer af ukrainske børn til områder under russisk kontrol ifølge FN er en krigsforbrydelse.
Reuters skrev onsdag, at en russisk domstol torsdag skal tage stilling til forældremyndigheden over den 13-årige pige.
Hvis farens forældremyndighed indskrænkes, ventes det at give den russiske stat mere magt til at bestemme, hvad der skal ske med pigen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned