Russisk politi jagter Pussy Riot-medlemmer
Tre dage efter, at tre af medlemmerne i protestgruppen Pussy Riot blev idømt to års fængsel for såkaldt religiøs hooliganisme, indleder det russiske politi nu en eftersøgning efter gruppens resterende medlemmer.
- Eftersøgningen er sat i gang, og vi foretager forskellige aktiviteter for at finde dem, siger en talsmand fra Moskvas politi.
I februar stormede fem medlemmer af Pussy Riot katedralen i Moskva, hvor de fremførte en protestsang mod præsident Putin, der dengang var i valgkamp op til præsidentvalget - på trods af at han allerede har siddet i embedet i de tilladte to perioder.
De afbrød gudstjenesten og fremsagde - suppleret med dans og sang - foran alteret en bøn til jomfru Maria, som de bad befri Rusland for Putin.
Tre af kvinderne - Nadesjda Tolokonnikova, Jekaterina Samutsevitj og Maria Alekhina - blev anholdt af politiet få dage efter aktionen, men de sidste to har været på fri fod, mens deres tre veninder har siddet varetægtsfængslet.
Politiet i Moskva har ikke givet svar på, hvorvidt eftersøgningen kun gælder de to kvinder, der også deltog i protestaktionen i februar, eller om de også leder efter andre medlemmer af Pussy Riot, som har et ukendt antal medlemmer i Rusland.
Ifølge Pyotr Verzilov, der er gift med en af de tre fængslede bandmedlemmer, lever de resterende kvinder i Pussy Riot "et helt normalt liv".
Imens kan Nadesjda Tolokonnikova, Jekaterina Samutsevitj og Maria Alekhina se frem til to år i et russisk fængsel for deres protestsang mod præsident Vladimir Putin.
De nægter ifølge deres forsvarsadvokat, Nikolai Polozov, at søge Putin om benådning. I stedet planlægger de at anke dommen på to års fængsel.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned