Russisk talsmand: USA-sanktioner er absolut uvenlig handling
Forholdet mellem Rusland og USA har fået nok et knæk med nye amerikanske sanktioner. Det fik rublen til at falde markant torsdag.
Foto: Maxim Shemetov/Reuters
Maxim Shemetov/Reuters
USA straffer Rusland for brug af nervegift i Storbritannien. Men Kreml håber stadig på godt forhold til USA.
Den russiske regerings talsmand kalder nye sanktioner fra USA for ulovlige ifølge folkeretten.
USA meddelte onsdag, at det indfører nye sanktioner mod Rusland fra 22. august for at bruge nervegift mod den afhoppede russiske spion Sergej Skripal og hans datter i England.
Det har Rusland hele tiden benægtet.
Det er en "absolut uvenlig" handling fra USA's side, siger Kremls talsmand Dmitrij Peskov.
Men Rusland håber stadig, at forholdet til USA vil blive bedre, siger han.
Det var USA's udenrigsministerium presset af Kongressen, som onsdag gav meddelelse om de nye sanktioner. De betyder stop for eksport af visse typer af elektronik og elektronisk udstyr til flyindustrien.
Der henvises til en særlig lov i USA vedrørende kemiske våben, der automatisk udløser sanktioner, rapporterer NBC.
Medmindre Rusland inden for tre måneder giver "troværdige forsikringer" om, at landet ikke vil bruge kemiske våben fremover og lader FN-inspektører kontrollere det, vil der blive indført endnu en runde sanktioner, hed det.
Både Sergej Skripal og hans datter blev fundet dybt bevidstløse i den sydengelske by Salisbury i marts. De havde været i kontakt med nervegiften novichok.
Der er tale om en nervegift, der er udviklet og fremstilles af det russiske militær.
De nye sanktioner har torsdag fået den russiske valuta, rublen, til at falde til sit laveste niveau i næsten to år.
Finansminister Anton Siluanov siger, at regeringen og centralbanken i Moskva om nødvendigt har redskaberne til at sikre den finansielle stabilitet.
Der er foreløbig ingen reaktion fra Det Hvide Hus.
Præsident Donald Trump har under sit møde med præsident Vladimir Putin i sidste måned i Finlands hovedstad, Helsinki, talt varmt om et forbedret forhold til Rusland.
Han har inviteret Putin på besøg i USA i det nye år. Putin har omvendt inviteret den amerikanske præsident til Moskva.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned