Russisk tv: Tyrkiet skyder efter russiske fly i Syrien
Syriske oprørere i Idlib genindtog torsdag den strategisk vigtige by Saraqeb, hvilket er et større tilbageslag for det syriske regime, som har Ruslands opbakning. Foto: Abdulaziz Ketaz/Ritzau Scanpix
Abdulaziz Ketaz/Ritzau Scanpix
Tyrkisk-støttede oprørere i Idlib har indtaget strategisk vigtig by og tilføjet hæren nederlag.
Det statslige russiske tv oplyser, at tyrkiske styrker skyder mod russiske fly i Syriens Idlib-provins. Det siger samtidig, at det tyrkiske militær støtter oprørere, som kæmper mod det syriske styre, med artilleri.
Rapporterne kommer, efter at syriske oprørere i Idlib har meddelt, at de har genindtaget den strategisk vigtige by Saraqeb. Det er et større tilbageslag for det syriske regime, som har Ruslands opbakning.
Saraqeb ligger på hovedvejen mellem hovedstaden Damaskus og den nordlige Aleppo-provins. Det er den næststørste by i Idlib-provinsen.
Oplysningerne om oprørernes indtog i byen bekræftes af overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr.
Overvågningsgruppen siger, at oprørerne har erobret byen efter hårde kampe.
Den tyrkiskstøttede oprørsgruppe Den Nationale Frihedsfront, NLP, siger, at "byen er befriet fuldstændigt" fra syriske regeringsstyrker.
Syriske regeringsstyrker og allierede militser indtog Saraqeb med russisk flystøtte tidligere på måneden.
Det tyrkiske forsvarsministerium melder torsdag to tyrkiske soldater dræbt ved et luftangreb i Idlib. Ministeriet siger, at tyrkisk militær har svaret igen ved at angribe syriske styrker.
Syriske regeringsstyrker har iværksat en stor offensiv med russisk luftstøtte for at nedkæmpe de sidste oprørsbastioner i provinsen. Men Tyrkiet har fremsat en række krav og støtter allierede oprørsgrupper militært.
Hidtil er mindst 19 tyrkiske regeringssoldater dræbt i angreb fra syriske styrker.
Hundredtusinder af civile er ifølge FN drevet på flugt ved den største interne fordrivelse i Syrien siden borgerkrigens udbrud i 2011.
Tyrkiet har opfordret de syriske regeringsstyrker til at trække sig tilbage inden 1. marts. Russiske og tyrkiske diplomater og militærfolk har aftalt møder, som skal finde sted torsdag.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie