Russisk udenrigsminister afviser rygter om syg Putin
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har søndag taget sin præsident, Vladimir Putin, i forsvar under et interview med fransk tv-station. (Arkivfoto). Foto: Yuri Kadobnov/Ritzau Scanpix
Ifølge Ruslands udenrigsminister viser den snart 70-årige præsident Putin ingen tegn på sygdom.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviser spekulationer om, at præsident Vladimir Putin skulle være syg.
Det sker i et interview med den franske tv-station TF1.
Ifølge Lavrov er der ingen tegn på, at Putin skulle være syg.
Både Putins helbred og privatliv er emner, som offentligheden sjældent får kendskab til.
- Jeg tror ikke, at folk, der er ved deres fulde fem, kan se tegn på nogen form for sygdom hos denne person, siger Lavrov.
Han henviser blandt andet til den russiske præsidents mange optrædener i offentligheden.
- Du kan se ham på skærmen, læse og lytte til hans taler, siger udenrigsministeren om Putin, der fylder 70 år i oktober.
- Jeg overlader det til samvittigheden hos dem, der spreder sådan nogle rygter, tilføjer Lavrov.
Siden Rusland begyndte invasionen i Ukraine 24. februar, har der svirret rygter om, at Putin skulle være syg. Ingen af rygterne er dog blevet bekræftet.
Blandt andet har chefen for den ukrainske sikkerhedstjeneste, Kyrylo Budanov, sagt i et interview med Sky News 13. maj, at Vladimir Putin skulle være alvorligt syg med kræft.
I weekenden er en unavngiven russisk spion desuden blevet citeret for at sige, at Putin kun har to-tre år tilbage at leve i på grund af en aggressiv kræftform.
Citaterne er blandt andet blevet bragt i de britiske medier Independent og Mirror.
Vladimir Putin har siddet ved magten i Rusland i mere end to årtier. Han sendte chokbølger verden over, da han sendte styrker ind i Ukraine.
Den russiske offensiv har dræbt tusindvis af mennesker, udløst Europas største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig og ført til hidtil usete sanktioner fra Vesten mod Rusland.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned