Russiske bombefly set tæt på svensk ø i Østersøen
Det russiske bombefly Tu-22 Backfire ses her fotograferet i 2007 af Norges luftvåben. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Svenske kampfly blev sendt i luften for at markere svensk tilstedeværelse over for russiske bombefly.
To russiske bombefly er tirsdag blevet set i luftrummet i nærheden af den svenske ø Gotland i Østersøen.
Det oplyser Sveriges forsvar i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
De to bombefly var af typen Tu-22 Backfire. De blev eskorteret af to russiske kampfly af typen Su-27, skriver det svenske forsvar.
Det står ikke klart, hvorfor de fire russiske fly opholdt sig i området.
Omkring middagstid kom de tæt på den svenske grænse ved Gotland, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Som reaktion blev to svenske kampfly sendt i luften. Det siger Dennis Hedström, som er chef for luftstaben i det svenske flyvevåben.
- Vi tog derop for at vise, at vi findes, og at de ikke skal prøve på noget, siger han til Aftonbladet.
Det sker jævnligt, at russiske fly befinder sig i luftrummet over Østersøen.
Ifølge Aftonbladet sker det ugentligt.
Det er ikke hver gang, at Sverige vælger at sende fly på vingerne for at markere over for russerne.
Men tirsdag blev det altså besluttet at sende to fly op.
- Vi holder skarpt øje med, hvornår og hvordan de vælger at flyve. Vi mærkede i dag, at de begyndte at nærme sig os, hvilket fik os til at reagere, siger Dennis Hedstöm.
Også finske fly og hollandske Nato-fly deltog i operationen tirsdag, har det svenske forsvar oplyst.
- Vi har haft et langt samarbejde med vores finske kammerater, og nu hvor vi er blevet en del af Nato, så var der også assistance fra andre dele af Nato.
De russiske fly opholdt sig hele tiden i internationalt luftrum.
Bombeflyet Tu-22 er udviklet af fly- og forsvarsvirksomheden Tupolev i det daværende Sovjetunionen.
Flyene blev produceret frem til 1990'erne. Flere af dem er fortsat i aktiv tjeneste i dag i Ruslands luftvåben.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker