Russiske fly er sat ind mod IS i Syrien
Luftangreb er et forsøg på at bryde en belejring af en luftbase i Aleppo, siger overvågningsgruppe.
De syriske regeringsstyrker brugte torsdag nyankomne russiske krigsfly til at bombardere Islamisk Stat i provinsen Aleppo i det nordlige Syrien, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
Luftangrebet var et forsøg på at bryde en belejring af en luftbase i området, siger den sædvanligvis velunderrettede overvågningsgruppe.
Luftangreb i området blev indledt tidligere på ugen og ledsaget af angreb på landjorden nær Kweiris luftbasen i den østlige del af Aleppo provinsen, hvor regeringsstyrkerne længe har været trængt, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
Organisationen fører - ved hjælp af et vidt forgrenet netværk af kilder på jorden - statistik over krigen og dens ofre.
Der har i den seneste tid været mange rapporter om, at Rusland har oprustet militært i Syrien for at styrke Syriens præsident, Bashar al-Assad, i Damaskus.
Russiske styrker har blandt andet bygget en lang landingsbane, som er i stand til at tage imod store fly. Omkring 20 russiske fly skal være sendt til landet.
Ekstremistiske bevægelser - navnligt Islamisk Stat og Nusra-fronten - har indskrænket regimets kontrol over Syrien til et stadigt mindre areal omkring primært hovedstaden Damaskus.
Amerikanske embedsmænd har sagt, at russerne har placeret omkring seks kampvogne på den syriske luftbase. Russiske teknikere, militærrådgivere og soldater opholder sig på stedet, siger Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
Flere libanesiske kilder og embedsmænd i Washington har sagt, at russere tidligere har deltaget i militære operationer i Syrien.
Nyhedsbureauet Bloomberg citerede torsdag anonyme kilder for, at Vladimir Putin, Ruslands præsident, ønsker et tæt samarbejde med USA og dets allierede, så Rusland, Iran og den syriske regeringshær kan koordinere deres indsats mod IS.
Det har USA indtil videre nægtet, lyder det.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde