Russiske håndværkere genopbygger sønderbombede Mariupol

Et teater i Mariupol, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev 16. marts bombet. På jorden uden for teatret stod der skrevet det russiske ord for "børn" med store hvide bogstaver for at signalere, at børn opholdt sig i teatret. Foto: Staff/Reuters

Russiske håndværkere har færdiggjort tre lejlighedskomplekser i Mariupol, og børnehaver og skoler er på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det russiske forsvarsministeriums militærhåndværkere har færdiggjort arbejdet med at bygge tre lejlighedskomplekser i den ukrainske by Mariupol, som er besat af Rusland.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Det er ikke mange måneder siden, at Mariupol dagligt fyldte i historien om den russiske invasion af Ukraine.

Russernes bomber havde noget nær tilintetgjort byen, mens de sidste dele af det ukrainske forsvar havde barrikaderet sig i stålværket Azovstal. De blev til sidst taget til fange og kørt til fangelejre i russiskbesatte områder af Ukraine.

I slutningen af maj kom byen under russisk kontrol, og blev sammen med resten af Donetsk-regionen og tre andre ukrainske regioner i slutningen af september formelt annekteret af Rusland.

Og nu er Rusland øjensynligt i gang med at genopbygge byen.

Nyheden om de tre nye lejlighedsbygninger kommer fra det russiske forsvarsministerium.

- Det russiske forsvarsministeriums militærhåndværkere færdiggjorde anlæggelsen af yderligere tre højhuse med 250 lejligheder i byen Mariupol i Folkerepublikken Donetsk, skriver ministeriet.

- Ruslands viceforsvarsminister Timur Ivanov holdt opsyn med arbejdet under hans besøg.

Ifølge ministeriet er der indtil videre blevet bygget i alt seks lejlighedskomplekser. Om en måneds tid forventes fire flere at stå klar, mens to står til at blive færdiggjort i december.

I alt 2500 håndværkere har været sat til opgaven med at bygge de i alt 12 bygninger, som står til at skulle rumme 1011 lejligheder. Ministeriet oplyser også, at håndværkere er begyndt at bygge børnehaver og skoler i det samme område, som bygningerne ligger.

Mariupol har under krigen i Ukraine været genstand for nogle af de hårdeste kampe.

16. marts blev et stort teater centralt i byen ramt af bomber, hvor adskillige civile mistede livet. Teatret blev stort set jævnet med jorden, og Ukraine og Rusland har siden beskyldt hinanden for at stå bag angrebet.

/ritzau/