Russiske soldater trænger ind i Ukraines næststørste by
Ukraines næststørste by, Kharkiv, bærer præg af angreb fra russiske styrker. Her er en boligblok blevet beskudt. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Der meldes om gadekampe mellem russiske og ukrainske soldater i byen Kharkiv nær den russiske grænse.
Russiske militærkøretøjer er blevet set i gaderne i Ukraines næststørste by, Kharkiv.
Det meddeler Anton Herashtjenko, der er rådgiver for Ukraines indenrigsminister. Han skriver det på beskedtjenesten Telegram.
Rådgiveren har offentliggjort videoer, som viser adskillige militærkøretøjer i byens gader.
Den regionale guvernør Oleh Sineguboy oplyser, at ukrainske soldater søndag morgen kæmper mod russiske soldater i byen.
- Den russiske fjendes lette køretøjer er trængt ind i Kharkiv, herunder i byens centrum.
- Ukraines væbnede styrker vil tilintetgøre fjenden. Vi beder civile om ikke at gå ud, siger han.
Ifølge nyhedsbureauet AFP runger lyden af maskingevær og eksplosioner i byens gader.
Tidligere natten til søndag sprang russiske styrker en gasledning i luften i Kharkiv.
Det fik den ukrainske regering til at advare om, at den paddehatteformede eksplosion kan forårsage en "miljømæssig katastrofe".
Af Ukraines godt 41 millioner indbyggere bor omkring 1,5 millioner i Kharkiv. Byen ligger godt 40 kilometer fra den russiske grænse.
Mens kampe er i gang i Kharkiv, meddeler byadministrationen i Kiev, at hovedstaden fortsat er under ukrainsk kontrol.
Søndag morgen hævder det russiske forsvarsministerium, at russiske tropper blandt andet har belejret byerne Kherson og Berdyansk.
Ingen af oplysningerne er dog endeligt bekræftet.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker