Rutte håber Trumps pres på Europa kan styrke Nato

Natos generalsekretær har til alle tider til opgave at holde samme på de 32 lande i forsvarsalliancen. Men både Natos tidligere generalsekretær, Jens Stoltenberg (til højre), og Natos nuværende generalsekretær, Mark Rutte (til venstre) har usædvanlig klart sagt, at de mener Trump faktisk har styrke Nato ved at insistere på at alle lande skal leve op til målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar (Arkivfoto). Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

I sin første præsidentperiode lagde Trump pres på Europa for at betale for egen sikkerhed. Det vil ske igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natos generalsekretær, Mark Rutte, mener, at Donald Trump som præsident "igen" kan være med til at styrke Nato. Det skriver Rutte på det sociale medie X.

- Jeg har lige lykønsket Donald Trump med valget som USA's præsident. Hans lederskab vil igen være nøglen til at holde vores alliance stærk, skriver Mark Rutte på X.

Som Natos generalsekretær er det Mark Ruttes opgave at samarbejde med alle medlemslandenes ledere.

Derfor kan Rutte ikke udtale sig negativt om Nato-landes ledere - og slet ikke præsidenten i USA, der er alliancens stærkeste land.

Men Rutte har alligevel været usædvanlig klar i sin opfordring til faktisk at se Trump som en styrke for Nato frem for en trussel mod Europa.

Trumps meldinger om ikke at forsvare Nato-lande, der ikke betaler for egen sikkerhed, har ellers skabt stor bekymring i alliancen, hvor Natos artikel fem er helt afgørende for mange europæiske landes sikkerhed.

Men Ruttes tilgang har været, at det Trump i virkeligheden ønsker er, at landene lever op til Nato-løftet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Et ønske, som flere amerikanske præsidenter har rejst over for europæiske ledere. Men det var først med Trumps uortodokse tilgang og krigen i Europa, at Danmark og andre europæiske lande faktisk begyndte at ruste op.

- Jeg ser frem til at arbejde sammen med ham igen for at fremme fred gennem styrke gennem NATO, skriver Mark Rutte på X.

/ritzau/