Rygte: Minearbejdere kræver interviewpenge

Tilbud fra alverdens medier om betaling og gaver til 33 reddede minearbejdere i Chile og deres slægtninge, hvis de vil fortælle deres historie, vælter ind.

Minearbejderne har angiveligt indgået en ed om ikke at fortælle om deres fælles oplevelser i San Jose-minen, men sådan opfatter alle slægtninge det umiddelbart ikke.

Brunela Oliva, kone til minearbejderen Renan Avalos, siger til pressen, at hun vil konsultere sin mand om et betalt interview.

- Det er logisk. Medierne kommer til at tjene en masse penge på os. Vi burde også tjene nogen penge, siger Oliva, efter hun har fortalt om sin glæde om at være genforenet med sin mand.

- Det var meget emotionelt, siger hun.

Jennifer Navarrete Lagos, halvsøster til en anden minearbejder, Claudio Yanez Lagos, siger, at de 33 mand har aftalt at tage 20 millioner pesos (cirka 220.000 kroner) per interview.

- De har lavet en aftale om at kræve betaling, siger hun.

En anden slægtning, Christina Munoz, er overrasket over at høre om den ordning.

- Ingen har fortalt mig noget om det. Hvis de tager betaling, så er pengene til min familie. Jeg mener til mig og mine to børn, siger hun.

Cirka 2000 journalister har været i Chile for at dække minearbejdernes spektakulære historie, og det har fået familiemedlemmer til at forlange betaling for at give detaljer om minearbejderne.

- Alle tager penge her. Så hvad skal jeg gøre? spørger konen til minearbejderen Carlos Mamani.

En sikkerhedsvagt på hospitalet i Copiapo, hvor minearbejderne bliver undersøgt, har forsøgt at sælge billeder af mændene, som han har taget med sin mobiltelefon. Han forlangte 166 kroner.

En broder til minearbejderen Jonni Barrios siger, at det er absurd at forlange penge for interview.

- Betaling? Hvad skal du forlange betaling for? Medierne har vist verden vores land og vores minearbejdere. De var meget vigtige, siger han.

/ritzau/AFP

En slægtning til en af de 33 minearbejdere i Chile siger, at minearbejderne har aftalt at forlange 220.000 kroner for hvert interview, som de giver til pressen.

Offentliggjort Sidst opdateret