Rygter om påsatte brande i Grækenland tænder ny vrede mod migranter

De omfattende skovbrande ved byen Alexandroupoli i det nordøstlige Grækenland har også ramt en kirkegård i landsbyen Kirki. Hundredvis af brandmænd kæmper for at få slukket ilden i området. Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix

Græske brandfolk kæmper mod den største skovbrand, EU har registreret. Ved Athen truer brandene en nationalpark. Nogle grækere rettere vreden mod migranter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skovbrandene i Grækenland er blusset op igen i denne uge. Det samme er vreden mod migranter, som beskyldes for at stå bag nogle af de voldsomme brande.

Rygterne er taget til i styrke, efter at lokale indbyggere hævder at have taget 13 pakistanske og syriske mænd på fersk gerning.

Ifølge de lokale grækere var mændene i gang med at tænde ild i et område udenfor byen Alexandroupoli i det nordøstlige Grækenland, ikke langt fra grænsen til Tyrkiet.

Her hærger den største af Grækenlands skovbrande.

En af de lokale indbyggere lagde tirsdag en video på Facebook med de 13 migranter, som han hævder, at han havde grebet dem i at forsøge at "brænde os".

- Vis dem ikke frem. Brænd dem, lød en af kommentarerne til videoen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den mand, der lagde videoen på Facebook, er siden blevet anholdt. Det samme er to formodede medsammensvorne. De er alle tre sigtet for at have opildnet til racistisk vold.

De 13 migranter blev sigtet for ulovlig indtrængen og for forsøg på ildspåsættelse.

En kilde i den græske regering siger til avisen Kathimerini, at de tilsyneladende forsøgte at tænde et lejrbål.

Mistanken over for migranter er kun blevet styrket af fejlagtige oplysninger i de græske medier.

Tirsdag skrev nyhedstjenesten Evros, at 20 migranter var blevet anholdt udenfor Alexandroupoli efter en skudveksling med græsk politi.

Myndighederne afviser, at det er sket.

Onsdag måtte den græske tv-station Open korrigere en oplysning om, at to migranter var blevet grebet på fersk gerning i at tænde bål i naboregionen Rodopi.

Den største brand i området omkring Alexandroupoli er ifølge byens borgmester forårsaget af et lynnedslag, skriver Kathimerini.

Folk betragter den skovbrand, der fredag for sjette dag i træk brændte i området omkring Alexandroupoli i det nordøstlige Grækenland. Det er den mest omfangsrige skovbrande, EU hidtil har registreret, siger kommissær. Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix

Branden hærgede fredag på sjette døgn. Huse og store skovområder er brændt ned på de mere end 730 kvadratkilometer, flammerne har ædt sig ind på.

Til sammenligning er Bornholms areal på 589 kvadratkilometer.

Branden er ifølge EU's kommissær for krisestyring, Janez Lenarcic, den mest omfangsrige, EU nogensinde har registreret.

Stor bekymring retter sig ligeledes mod en anden brand, som er brudt ud nær hovedstaden Athen.

Den breder sig i Parnitha-bjergene, der er en nationalpark med over tusind forskellige dyrearter og planter - "Athens lunger", bliver den kaldt.

Nu frygter indbyggerne i den græske hovedstad, at det store grønne område uden for byen bogstaveligt talt går op i røg.

- Ingen anden europæisk hovedstad er velsignet med en så rig biodiversitet lige uden for sin dør, siger Demetre Karavellas, direktør for WWF i Grækenland, til New York Times.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Omfanget er skaderne er endnu ukendt.

- Det er synd og skam, tilføjer han.

Nogle af brandene omkring Athen er påsatte.

- Nogle brandstiftere tænder ild og truer skove, ejendomme og ikke mindst menneskeliv, siger Grækenlands minister for klima og civilbeskyttelse, Vassilis Kikilias, ifølge Kathimerini.

På blot fire timer torsdag morgen blev der påsat ni brande ved Avlona foden af Parnitha-bjergene.

- I begår en forbrydelse mod landet. Vi vil finde jer. Og I vil blive retsforfulgt, lover ministeren.

/ritzau/

Brande raser i Grækenland

* Grækenland er ramt af snesevis af skovbrande i den varme og tørre sommer. Det er især fastlandet, der er ramt.

* Skovbrandene har kostet 22 mennesker livet i løbet af en uge. 18 af dem er migranter, der menes at være kommet ind i landet fra Tyrkiet. Senest blev der torsdag fundet to lig i et nedbrændt område.

* 60 brandmænd er kommet til skade under arbejdet med at slukke brandene.

* Ved byen Alexandroupoli i det nordøstlige Grækenland er over 14.000 mennesker evakueret fra en større brand. Blandt dem er patienter og ansatte på et hospital.

* Denne brand har bredt sig over mere end 730 kvadratkilometer. Det er den største skovbrand, EU nogensinde har registreret.

* Der er foretaget 140 anholdelser i forbindelse med brandene. Af dem er der i 79 tilfælde mistanke om brandstiftelse, siger en regeringstalsmand.

Kilder: Kathimerini, AFP, BBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu