S: Alvorligt EU-skridt mod Polen er helt nødvendigt
Vigtigt for EU at slå fast, at medlemmer skal leve op til demokratiske grundværdier, siger S-parlamentariker.
Det socialdemokratiske medlem af EU-Parlamentet Christel Schaldemose mener, at det er et helt nødvendigt skridt, EU-Kommissionen onsdag har taget mod EU-landet Polen.
På baggrund af en stigende bekymring for, om Polens nye regering overholder grundlæggende principper for retsstaten, har kommissionen indledt en dialog med landet. I sidste ende kan det føre til fratagelse af Polens stemmeret i ministerrådet.
- EU-Kommissionen har sendt to breve til Polen og bedt om flere oplysninger. Når de tager det skridt i dag, så er det, fordi de ikke har været tilfredse med de informationer, de foreløbigt har fået, siger Christel Schaldemose.
- Jeg tror ikke, det ender med, at man fratager Polen stemmeretten. Men nu kan vi få en formaliseret dialog med Polen, hvor vi fra EU's side kan få forklaret, hvorfor vi synes. det er problematisk. Og de kan få forklaret baggrunden, siger hun.
EU's bekymring er opstået efter de markante ændringer i Polens medielov og forfatningsdomstol, som landets regerende Lov og Retfærdighed-parti, PiS, har indført.
Det religiøse, nationalkonservative parti vandt et absolut flertal ved det polske valg i oktober 2015 og har altså befolkningens opbakning.
Men Christel Schaldemose afviser, at EU blander sig for meget i Polens indre anliggender.
- Der bliver i dag stillet spørgsmålstegn ved, om Polen med de nye love ville være blevet medlem af EU, hvis de søgte i dag. Mange mener, at de ikke ville kunne.
- Det er vigtigt for EU at understrege, at kriterier for medlemslande også skal gælde, når man er medlem. Vores samarbejde bygger på grundlæggende demokratiske værdier. Det betyder også, at vores medlemslande skal være demokratiske, siger hun.
EU-Kommissionen vil arbejde tæt sammen med Venedig-Kommissionen, som er Europarådets eksperter i demokrati og forfatning, og vil tage sagen op igen i midten af marts.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde