S: Ny kampfly skal ikke kun være usynlige

Forsvaret får tidligst i 2018 udskiftet de nuværende F-16 med nye kampfly.

Det er konsekvensen af, at partierne bag forsvarsforliget sidste år besluttede at udskyde anskaffelsen af nye kampfly til 2015.

De 30-årige F-16-fly, som er fuldt moderniseret med det nyeste udstyr, vil mellem 2018 og 2020 blive erstattet af nye kampfly.

Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen ser gerne, at nye danske kampfly får stealth-egenskaber, så flyet er svært at opdage på fjendtlig radar ligesom Joint Strike Fighter.

Men stealth er ikke den eneste afgørende faktor, når de nye fly skal vælges, understreger han.

- Stealth er vigtig i første fase af en mission ligesom fly, der i Libyen går først ind og tager luftforsvarssystemer ud. Men det er ikke afgørende.

- Lige så vigtig er at kunne flyve langt, manøvredygtighed i en luftkamp, og hvor meget ammunition, det kan medtage, siger John Dyrby.

Det er også vigtigt, hvor korte landingsbaner kampflyet kan lande på, udgiften til at vedligeholde flyet samt købsprisen, påpeger John Dyrby Paulsen.

- Der er mange andre parametre end stealth, der indgår i disse overvejelser, siger han.

I modsætning til Dansk Folkeparti, mener John Dyrby Paulsen ikke, at det er en fejl, at vi fremover kun får 30 nye kampfly mod nu 48 F-16.

Heller ikke set i lyset af, at Danmark nu deltager i luftoffensiven mod Libyen og patruljerer luftrummet over Baltikum.

- Nej, vi kan sagtens lave begge dele. Vi er gået ned i forhold til Den Kolde Krig, da Nato satsede benhårdt på kampfly. Nu ønsker Nato, at medlemslandene investerer i andre kapaciteter end kampfly, siger John Dyrby Paulsen.

/ritzau/

Forsvaret skal købe kampfly med andre egenskaber end usynlighed, mener forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S)

Offentliggjort Sidst opdateret