Det er ikke en stor overraskelse, at de tyske socialdemokrater SPD er endt med et historisk dårligt valgresultat.
Ved søndagens valg blev det til cirka 23 procent af stemmerne, og det var ifølge de danske partifæller en ærgerlig men ventet udvikling.
SPD har i den forgangne valgperiode været i koalitionsregering med Angela Merkels konservative CDU/CSU, og det sætter sine spor, vurderer Jeppe Kofod, udenrigspolitisk ordfører for de danske Socialdemokrater.
- Det er ikke nogen stor hemmelighed, at SPD har haft problemer med det store brede samarbejde. Det har været opslidende for SPD at være i den koalition. Så valgresultatet er desværre, hvad man kunne forvente, men der er ingen tvivl om, at det er ærgerligt. Så skal man heller ikke undervurdere, at Angela Merkel har været meget stærk, siger Jeppe Kofod.
Han peger på, at valget i Norge lige har givet arbejderpartiet et rigtig godt resultat.
- Derfor skal man nok passe meget på med at tale om tendenser efter det tyske valg. Socialdemokraterne i Tyskland tager højst sandsynlig konsekvensen frem mod næste valg og stiller med en ny ledelse, siger Jeppe Kofod.
Angela Merkels CDU/CSU fik det dårligste resultat i 60 år, men hun kan nu alligevel danne regering sammen med de liberale i FDP.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker