Så kommer Adolf Hitlers guldur med hagekors og det hele under hammeren

Adolf Hitler og hans elskerinde, Eva Braun, poserer med et par hunde på terrassen på Berghof. Det vides ikke, hvornår billedet blev taget. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

En franskmand trængte i de sidste dage af Anden Verdenskrig ind i Hitlers sommerresidens og huggede nazilederens guldur. Det udbydes nu til salg på en auktion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det et krigsbytte?

Er det en tyvekost?

Det betyder måske mindre nu 77 år senere. Det, der synes mere vigtigt, er, om det er ægte.

Om det er et ægte ur fra en mondæn schweizisk urproducent, og om det virkelig var den tyske nazidiktator Adolf Hitlers personlige ur.

Uret er dukket op hos det amerikanske auktionshus Alexander Historical Auctions i Chesapeake City i delstaten Maryland.

Det sælges på auktion den 28. og 29. juli, skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

Det ventes, at uret vil indbringe måske to til fire millioner dollar, fra næsten 15 millioner kroner til knap 30 millioner kroner.

Ifølge de foreliggende oplysninger blev uret taget i Berghof, Hitlers bjergresidens i Berchtesgaden i Bayern, den 4. maj 1945.

Det var kort efter Hitlers selvmord den 30. april i Berlin. Tyskland var nedkæmpet, og overgivelsen var umiddelbart forestående.

I Berchtesgaden havde Hitler og andre af de tunge nazister residenser, så de allierede var meget opsatte på at beslaglægge husene.

Og Hitlers Berghof på Obersalzberg var den største pris af dem alle.

Dengang forsøgte flere forskellige officerer at nå frem til nazirederne. Der var både franske og amerikanske styrker i området.

Den 4. maj om formiddagen nåede en gruppe franske soldater, herunder sergent Robert Mignot, frem til Berghof.

Han og hans kammerater begyndte at plyndre kælderlokaler i Berghof. Senere på dagen nåede amerikanerne frem og beslaglagde mere formelt Berghof.

Mignot kom derfra med et ur af guld. Med indskriften AH, med et hagekors og med tre datoer, nemlig den 20. april 1889, Hitlers fødselsdag, den 30. januar 1933, da Hitler blev kansler, og den 6. marts 1933, dagen for nazisternes valgsejr i Tyskland.

Uret er blevet i Mignot-familiens eje indtil nu. Det skiftede ejer internt i familien i 1980'erne.

Auktionshuset siger, at uret og dets historie er blevet gennemresearchet af nogle af klodens mest respekterede urmagere og militærhistorikere.

Alle siger ifølge Alexander Historical Auctions, at det er den ægte vare. Et autentisk ur, der tilhørte Hitler.

Uret kommer fra den schweiziske urproducent LeCoultre. Dele af det ser ud til at stamme fra nogle af LeCoultres underleverandører.

Det menes, at det er samlet af urmageren Andreas Huber i München.

Bill Panagopulos, chef for auktionshuset, mener, at uret måske var en gave fra nazipartiet til Hitler.

Hitlers residens Berghof. Bygningen blev bombet af briterne den 25. april 1945. Den 4. maj 1945 trængte de allierede ind i Berghof. Da var bygningen forladt. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

- Dette er ikke en hyldest til den værste mand, der har levet. Det er en utrolig svær historisk genstand, der fortæller om en af de mørkeste perioder i verdenshistorien, og som dermed er vigtig, siger han.

Det schweiziske urfirma Jaeger-LeCoultre har også meldt sig på banen. Ifølge avisen Washington Examiner afviser firmaet urets autenticitet.

- Enhver slutning om, at dette er et autentisk Jaeger-Lecoultre-ur, vil være falsk, og vi vil reagere derefter, siger Jaeger-Lecoultre ifølge avisen i en erklæring.

- Firmaet er forpligtet til at beskytte dets intellektuelle ejendom. Det er parat til at tage alle nødvendige juridiske tiltag i brug for at hindre salg af svindel og falsknerier.

/ritzau/

Fundet af uret

* Den franske sergent Robert Mignot var i naziledernes højborg i Bayern, Berchtesgaden, den 4. maj 1945, da Nazityskland kollapsede.

* Sammen med sin enhed fra Regiment de Marche du Tchad stormede han Hitlers residens i Berchtesgaden, Berghof. Den var blevet forladt kort forinden. De franske soldater plyndrede noget af kælderen, inden de forlod bygningen igen. Amerikanerne kom også den 4. maj, men det var lidt efter franskmændene.

* Mignot tog uret med til Frankrig. Her solgte han det senere til en fætter, hvis barnebarn nu sælger det på den kommende auktion.

Kilder: Alexander Historical Auctions, Metro.

/ritzau/

Historiske ting på auktionen

* Auktionshuset i Maryland har mere end Hitlers ur til salg på den kommende auktion. Der er blandt andet også:

* Endnu et ur. Den 12. september 1943 befriede tyske kommandosoldater den italienske diktator Benito Mussolini fra fangenskab på en bjergtop. Han takkede kommandosoldaterne med schweiziske ure. Et af urene sælges.

* Adolf Hitlers historiske bronzebordplade, der blev brugt til at underskrive München-aftalen den 30. september 1938. Det var den aftale, hvor Frankrig og Storbritannien lod Tyskland tage Sudeterlandet.

* Adolf Hitlers håndskrevne dokument, der blev læst op og transmitteret på radio den 24. april 1945. Da var han i sin bunker i Berlin og sagde, at han ville blive der for at kæmpe det afgørende slag for Tyskland.

Kilde: Alexander Historic Auctions.

/ritzau/

Berchtesgaden i Bayern tiltrækker mange turister, der blandt andet kommer for at se resterne af de gamle naziboliger. Men der er også naturskønt, og der er etableret en naturpark i området. Foto: Libor Sojka/Ritzau Scanpix
Amerikanske tropper om eftermiddagen den 4. maj 1945 ved Berghof. Kort forinden havde der angiveligt været en gruppe franske soldater på stedet. De allierede havde frygtet, at nazisterne ville forskanse sig i Berchtesgaden, hvor Berghof, ligger. Men der var ingen tyske soldater. Foto: Eric Schwab/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu