Så meget skærer kulforurening af levealderen
Den tidligere tradition med at uddele gratis kul om vinteren til indbyggere i den nordlige del af Kina har nedsat den gennemsnitlige levetid i regionen med fem og et halvt år. Det viser en undersøgelse ifølge BBC.
Luftforureningen nord for floden Huai er 55 procent højere end i det sydlige Kina på grund af den store afbrænding af kul.
Der er i regionen med cirka 500 millioner mennesker også et højere antal hjertetilfælde og lungesygdomme som følge af kulpolitikken, der blev indført i 1950 og fungerede frem til 1980.
Forskere fra Kina, USA og Israel står bag undersøgelsen.
De har undersøgt sammenhængen mellem forurening og dødsfald i 90 byer i det nordlige og sydlige Kina mellem 1981 og 2000.
Specifikt fokuserede forskerne på omfanget og stigningen i partikelforurening fra sod og røg og analyserede statistikker over dødsfald fra 1991 til 2000.
Konklusionen er, at levealderen er lavere i de regioner, hvor der tidligere blev uddelt gratis kul.
- Levealderen er cirka 5,5 år lavere i nord på grund af en øget forekomst af hjerte- og lungesygdomme, hedder det i den netop offentliggjorte undersøgelse.
- Analysen tyder på, at Huai-flod-politikken, der havde det prisværdige formål at sikre varme i boligerne, havde katastrofale konsekvenser for helbredstilstanden.
Undersøgelsens resultater vil yderligere øge presset på de kinesiske myndigheder for at gøre mere for at bekæmpe luftforurening, konstaterer BBC's korrespondent i Beijing, Martin Patience.
Styret måtte tidligere i år lægge ører til et offentligt ramaskrig, efter at luftforureningen i flere storbyer nåede alarmerende højder og var direkte sundhedsskadelig ifølge World Health Organization.
Kina er verdens største forbruger og producent af kul. Årligt mister tusindvis af kulminearbejdere livet på grund af elendige sikkerhedsforhold. Kul er fortsat den primære energikilde i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde