Saab på svenske hænder

Bilkoncernen Saab Automobile bliver atter svensk.

Amerikanske General Motors (GM) og den svenske producent af sportsvogne Koenigsegg Group meddeler tirsdag i en pressemeddelelse, at Koenigsegg køber 100 procent af aktierne i Saab.

Blandt betingelserne for købet er, at den svenske regering går ind og støtter med garantier, og den endelige aftale er ikke helt på plads endnu, siger Carl-Peter Forster, chef for GM Europe.

- Vi skal fortsat arbejde med alle parter for at definere de sidste detaljer og sikre en hurtig afslutningsforhandling af aftalen, som vi forventer vil være på plads inden for de nærmeste måneder. Afslutningen afhænger af finansiering fra den europæiske investeringsbank, garanteret af den svenske regering, siger han i pressemeddelelsen.

I aftalen hedder det blandt andet, at GM og Saab skal fortsætte med at samarbejde om tekniske løsninger i en periode gennem licenser og serviceaftaler.

/ritzau/TT

Svenske Koenigsegg, der fremstiller dyre sportsvogne, køber Saab af General Motors, meddeler selskaberne. De sidste finansieringsknaster skal dog lige på plads.

Offentliggjort Sidst opdateret