Sådan vil EU-præsidenten bruge pengene

EU-præsident Herman Van Rompuy har ved midnatstid natten til fredag præsenteret EU's stats- og regeringsledere for et nyt udspil til en aftale om EU's langtidsbudget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det overordnede sparemål er det samme, som da han i sidste uge foreslog at skære 80 milliarder af EU-Kommissionens oprindelige budgetforslag på 1092 milliarder euro for perioden 2014 til 2020.

Men i forhold til sit sidste udspil vil han nu spare lidt mindre på støtten til landbrug og til EU's fattigste regioner. Men mere på støtte til blandt andet uddannelse, forskning, hurtigt internet, udviklingsbistand og forbrugerområdet.

I det følgende betegner "K" udspillet fra EU-Kommissionen fra juni sidste år, "HVR I" er Van Rompuys udspil fra 13. november, og "HVR II" er det fra natten til fredag.

* UDGIFTER:

1) Intelligent og inklusiv vækst, delt op i underpunkterne:

a) Konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse. Dækker blandt andet forskning, uddannelse og teknologisk udvikling. K: 115 milliarder euro. HVR I: 153 milliarder euro. HVR II: 140 milliarder euro.

b) Økonomisk, social og territorial samhørighed. Bruges til at udjævne uligheder mellem EU's regioner og fokuserer dermed på de mindst udviklede egne. K: 376 milliarder euro. HVR I: 310 milliarder euro. HVR II: 320 milliarder euro.

2) Bæredygtig vækst; naturressourcer. Dækker landbrugsstøtte, fiskeriet, landudvikling, miljø og klima. K: 383 milliarder euro, heraf 282 i direkte landbrugsstøtte. HVR I: 365 milliarder euro, heraf 270 i direkte landbrugsstøtte. HVR II: 372 milliarder euro, heraf 278 i direkte landbrugsstøtte.

3) Sikkerhed og medborgerskab. Dækker blandt andet asyl, immigration, grænsekontrol, kultur, sundhed og forbrugerbeskyttelse. K: 18,5 milliarder euro. HVR I: 18,3 milliarder euro. HVR II: 16,7 milliarder euro.

4) Et globalt Europa. Rummer EU's udviklings- og katastrofebistand, støtte til EU's udvidelse. K: 70 milliarder euro. HVR I: 65,7 milliarder euro. HVR II: 60,7 milliarder euro.

5) Administration. Ud over løn og drift i EU's institutioner er det blandt andet pensioner og drift af særlige EU-skoler. K: 62,6 milliarder euro, heraf 50,5 milliarder til drift af EU's institutioner. HVR I og II: Uændret.

* INDTÆGTER:

Pengene kommer fra:

- Et almindeligt kontingent. I 2012 betaler Danmark 2,6 milliarder euro, svarende til 2,04 procent af hele EU's budget og 1,02 procent af Danmarks BNI. Dertil indtægter fra medlemslandenes opkrævning af told og moms.

- En særlig form for EU-moms.

- Mulige indtægter fra en kommende finansskat, hvis nogle EU-lande går sammen om at indføre den.

* De såkaldte rabatordninger hører teknisk til under budgettets indtægtsside.

- Rabatterne til fem medlemslande - Storbritannien, Tyskland, Holland, Sverige og Østrig - udgør i kalenderåret 2012 8,3 milliarder euro. HVR foreslår en de facto beskæring af den britiske rabat, at skrotte Østrigs og skære lidt i de sidste tre. En eventuel dansk rabat er ikke nævnt i seneste udkast.

/ritzau/