Saddams minister tryglede om henrettelse - nu er han død
Iraks tidligere udenrigsminister Tariq Aziz, som var Saddam Husseins højre hånd, døde af et hjertetilfælde.
Tariq Aziz, som var udenrigsminister i Saddam Husseins regering, er død efter lang tids sygdom i et irakisk fængsel.
Den dødsdømte Aziz, som blev 79 år, har tidligere tigget om at få sin dom eksekveret.
- Tariq Aziz blev indlagt på hospitalet al-Nasiriya efter et alvorligt hjertetilfælde. Han havde komplikationer i hjertet og døde af disse klokken 15, siger doktor Saadi al-Majid, som er regional sundhedschef i Dhi Qar.
En anden irakisk kilde bekræfter dødsfaldet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Aziz overgav sig i foråret 2003 til de amerikanske invasionsstyrker, som væltede Saddam Husseins styre.
Han blev siden dømt til døden for forfølgelsen af islamistiske partier under det irakiske styre. Han blev fundet skyldig i drab og forbrydelser mod menneskeheden.
I 2011 fremsatte han en appel om at blive henrettet via sin advokat til Iraks daværende premierminister, Nuri al-Maliki, med henvisning til sit dårlige helbred.
Aziz led blandt andet af sukkersyge, højt blodtryk, hjerteproblemer, prostataproblemer og cyster i maven.
Senere har han klaget over en depression.
Aziz, der er kristen og en af den tidligere diktator og nu henrettede Saddam Husseins nære allierede, blev dømt til døden i oktober 2010.
Vatikanet, EU og adskillige regeringer har opfordret Irak til at behandle Aziz med mildhed.
Iraks daværende præsident nægtede at underskrive en henrettelsesordre.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde