Særlig lovs ophør kan sende massevis af migranter ind i USA

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil indsætte ekstra grænsevagter for at håndtere situationen ved den amerikansk-mexicanske grænse. Foto: Herika Martinez/Ritzau Scanpix

Fredag lempes indrejsereglerne til USA via den mexicanske grænse. Derfor kan migranter nemmere rejse ind i USA. Biden har indkaldt 1500 ekstra grænsevagter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når klokken slår midnat mellem torsdag og fredag, ophører en særlig sundhedslov i USA.

Det betyder, at tusindvis af migranter vil strømme til grænsen for at søge asyl efter flere år med indrejserestriktioner.

Nogle migranter, som er flygtet fra politisk uro og økonomiske udfordringer i deres hjemlande, er allerede trængt ulovligt ind over grænsen.

I de tre texanske byer El Paso, Brownsville og Laredo har det fået myndighederne til at erklære undtagelsestilstand.

Her kæmper man med at håndtere hundredvis af migranter.

I El Paso sover folk på pap på gaden. De gemmer sig fra solens bagende hede under lagener, og snavsede børn tigger på gaden.

El Pasos borgmester, Oscar Leeser, fortæller, at byen gør sig klar til endnu flere migranter på fredag, efter at han har set den nærliggende mexicanske by Ciudad Juárez.

Der er erklæret undtagelsestilstand i de tre texanske byer El Paso, Brownsville og Laredo, hvor hundredvis af migranter allerede opholder sig. Foto: Herika Martinez/Ritzau Scanpix

- På gaden så vi et sted mellem 8000 og 10.000 mennesker, siger Leeser.

- Der er en karavane, som formentlig vil være her tæt på den 11. maj, så jeg forventer, at det egentlige antal, som vi skal håndtere, vil være mellem 12.000 og 15.000 mennesker.

I marts 2020 blev en særlig del af USA's folkesundhedslov taget i brug i forbindelse med coronapandemien. Den har gjort det nærmest umuligt at søge asyl på grænsen mellem USA og Mexico.

Den nuværende præsident, Joe Biden, har været under kritik fra egne støtter, fordi han har opretholdt restriktionerne.

Samtidig er præsidenten under pres fra modstanderne i Det Republikanske Parti, som mener, at immigrationen er ude af kontrol.

De spår, at mere end en million mennesker vil ankomme til grænsen i løbet af de næste tre måneder.

Mandag udtalte guvernøren i Texas, Greg Abbott, at Biden lægger velkomstmåtten ned for mennesker fra hele verden.

USA har tilladt asyl for et begrænset antal venezuelaneren, men systemet kan ikke følge med det store antal, som forsøger at komme ind i landet. Foto: Herika Martinez/Ritzau Scanpix

Han har beordret hundredvis af soldater fra Texas' nationalgarde til grænsen, hvor de skal afvise store grupper af migranter, som forsøger at rejse illegalt ind i Texas.

Ved den travleste grænseovergang i El Paso gør myndighederne klar ved at tømme skoler, der kan bruges som opholdssteder.

Og de finder transportløsninger, som kan sende migranter videre ind i USA til familie og venner, eller hvor de kan finde arbejde.

Oscar Leeser mener, at de halve løsninger er uholdbare og vil have en permanent løsning.

- De nationale immigrationslove er i stykker, siger han.

- Der er ingen afslutning, og vi er simpelthen nødt til at finde ud af, hvor vi er på vej hen.

I forbindelse med nye regler opfordres migranter til at søge asyl via en app og rejse ind i USA via officielle grænseovergange.

I Ciudad Juárez frustrerer appen migranterne. Den giver fejlmeldinger, og det er svært at booke et møde, hvor ens ansøgning kan behandles.

Det har fået flere til at opgive appen, og de søger derfor mod grænseovergangene for at søge asyl uden om appen.

- De fortæller os, at vi skal tage det roligt. At vi skal vente her, men de kommer aldrig tilbage, fortæller Marjorie, som er fra Venezuela og mor til to børn på to og fem år, om grænsevagterne.

Biden-administrationen vil indsætte 1500 ekstra grænsevagter i forsøget på at håndtere situationen ved den amerikansk-mexicanske grænse.

/ritzau/AFP

Sundhedslov blev taget i brug under corona

* I 1944 blev der indført en lov i den amerikanske folkesundhedslov, som gør det muligt for den amerikanske regering at suspendere al indrejse fra et andet land med udbrud af smitsomme sygdomme.

* I 2020 gjorde den daværende præsident i USA, Donald Trump, brug af loven i forbindelse med coronapandemien.

* Loven har gjort det nærmest umuligt at søge asyl ved grænsen mellem USA og Mexico.

* Loven ophører, fordi USAs præsident, Joe Biden, på torsdag ophæver landets officielle folkesundhedsnødsituation.

* Når loven ophører, kan USA ikke længere afvise migranter med henvisning til den særlige del af den amerikanske sundhedslov.

* Fra fredag kan migranter derfor igen indgive asylansøgninger og få deres sager behandlet gennem retssystemet. En proces, som kan tage flere år.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu