Særtog med migranter når frem til München
De første af de tusindvis af migranter, der har siddet fast i Ungarn, er nået frem til deres mål, Tyskland.
Der er kommet gang i bevægelsen af migranter i Europa, efter at Østrig og Tyskland har åbnet deres grænser for tusindvis af udmattede mennesker, der i de seneste dage har siddet fast i Ungarn.
Men lørdag er de kørt i busser mod Østrig og sendt videre mod Tyskland, som er de fleste migranters mål.
Tysk politi siger, at et særtog med 1000 migranter er ankommet til München i Sydtyskland. Politiet siger videre, at det venter op til 10.000 migranter lørdag.
I Østrig sagde politiet ved middagstid, at omkring 6000 migranter havde krydset grænsen fra Ungarn.
Migranterne har opholdt sig ved banegården i Budapest, hovedstaden i Ungarn, for at forsøge at komme med tog til Tyskland.
Men på et tidspunkt lukkede politiet banegården for migranter. Så kom nogle alligevel på et tog, der imidlertid satte kurs mod en opsamlingslejr i Ungarn.
Her ville migranterne ikke hen og protesterede. Andre migranter begyndte at gå mod grænsen til Østrig, og det førte så til, at myndighederne satte busser ind.
Problemet er, at EU's Dublin-aftale siger, at asylansøgere skal lade sig registrere i det første EU-land, de kommer til.
Rejser de videre og vil søge asyl, kan et andet EU-land sende dem tilbage til det land, de blev registreret i først.
Så er det her, en migrant skal søge asyl.
De mange migranter vil imidlertid ikke registreres i Ungarn, da de så formelt også skal søge asyl her. De vil til Tyskland.
Østrig og Tyskland meddelte så lørdag, at de åbner grænserne. Hermed er problemerne imidlertid ikke løst.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at hovedbanegården i Budapest, der fredag blev næsten tømt for migranter, er ved at blive fyldt op af en ny bølge.
Reuters skriver også, at de ungarske myndigheder siger, at det var en engangsforstilling, da migranterne blev kørt i busser til den østrigske grænse lørdag.
Både Ungarn, Østrig og Tyskland er medlemmer af Schengensamarbejdet, hvor der er pasfrihed.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker