Sag mellem Twitter og Elon Musk kommer for retten i oktober
Til oktober bliver det afgjort, om milliardæren Elon Musk mod sin vilje kan ende med at måtte købe Twitter. Begge parter mener, at den anden ikke har levet op til sine kontraktmæssige forpligtelser. Foto: Amy Osborne/Ritzau Scanpix
Twitter kræver, at Elon Musk gennemfører sit køb af selskabet, efter at han har trukket sit tilbud tilbage.
Sagen mellem det sociale medie Twitter og multimilliardæren Elon Musk vil blive afgjort den 21. oktober i staten Delaware.
Retssagen forventes at begynde den 17. oktober.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Twitters bestyrelse går rettens vej for at holde Musk fast på et købstilbud, som han har trukket sig fra.
Selskabet kræver, at Musk som aftalt overtager selskabet til en købspris på 44 milliarder dollar, hvilket svarer til 326,5 milliarder kroner.
Elon Musk, der er topchef for elbilfabrikanten Tesla, er ifølge magasinet Forbes verdens rigeste person. Han indgik i april en aftale om at overtage Twitter for 54,20 dollar per aktie.
Den 8. juli oplyste Musk, at han trak sit tilbud tilbage.
Twitter havde givet "vildledende oplysninger" og havde ikke "opfyldt sine kontraktmæssige forpligtelser", lød begrundelsen.
Fire dage senere bebudede Twitter, at selskabet lagde sag an mod forretningsmanden.
Selskabet bad om at få sagen behandlet hurtigst muligt og foreslog september. Elon Musks advokater har omvendt kæmpet for, at sagen først skulle for retten i 2023.
Da Elon Musk i sin tid fremsatte sit købstilbud, fortalte han, at han ville sørge for at begrænse antallet af såkaldte spambots.
Spambots kan beskrives som profiler, der er styret af et computerprogram med formålet at sprede et budskab - også kendt som spam.
I midten af maj sagde Musk, at Twitter måtte føre bevis for en påstand om, at under fem procent af platformens brugere var spambots.
Forretningsmanden mener, at det kan være op til 20 procent.
Det bevis er Twitter ikke kommet med, siger Musk. Derfor vil han ikke længere overtage Twitter.
Det sociale medie påstår modsat, at Musk i virkeligheden bare har fortrudt sit købstilbud.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde