Sagen mod Balkan-krigsforbryder ruller igen
Retssagen mod Ratko Mladic, der er tiltalt for folkedrab under krigen i Bosnien, bliver genoptaget 9. juli.
Sagen mod den bosniskserbiske eksgeneral, som finder sted ved FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, blev indstillet i maj.
Det skyldtes en fejl i forbindelse med udlevering af dokumenter til forsvarsadvokaterne for den krigsforbrydertiltalte militærmand.
Mladic er tiltalt for sin andel af folkedrab, der fandt sted under belejringen af den bosniske hovedstad, Sarajevo - og for at have stået bag massakren i Srebrenica, der kostede 8000 muslimske mænd og drenge livet.
Den tidligere bosniskserbiske hærchef er en af hovedpersonerne i retsopgøret efter 1990'ernes Balkan-krige.
Efterladte til nogle af de tusindvis af dræbte under Bosnien-krigen har udtrykt bekymring for, at den 70-årige og hjertesvækkede Mladic aldrig når at få sin dom, hvis sagen trækker i langdrag.
Mladic blev anholdt sidste år i Serbien efter at have været på flugt siden 1995. Retssagen mod ham vil løbe parallelt med retssagen mod den tidligere politiske leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic.
Retsopgøret med de to mænd er de sidste store sager, som behandles af FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.
Krigen i Bosnien varede fra 1992 til 1995. Den kostede 100.000 mennesker livet og sendte 2,2 millioner mennesker på flugt.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde