Angsten for forhøjet radioaktivitet i fødevarer fra Japan har udløst et globalt stormløb på geigertællere og andre strålingsdetektorer, siger flere amerikanske forhandlere. De fleste måtte tirsdag melde udsolgt af det eftertragtede udstyr.
Kunder især fra landene omkring Stillehavet, har købt mange geigertællere, fordi de er nervøse for, at stråling fra det havarerede Fukushima Daiichi atomkraftværk spreder sig til hele verden.
- Salget har sprængt alle rammer. Vi var nødt til at indstille ordrer på vores hjemmeside for mere end en uge siden, siger Tim Flanagan, ejer af GeigerCounter.com.
På siden giver et banner klar besked: Udsolgt!
- Denne katastrofe har bare fået salget til at eksplodere. Vi modtager opkald fra hele verden fra folk, der er interesseret i vores måleudstyr, siger Mike McBride fra Industrial industriel Test Systems, der producerer to udgaver af strålingsmålere.
Det er den samme historie, der lyder andre steder. GS Geiger, som sælger en tysk fremstillet håndholdt måler til 450 dollar (2385 kroner), har fire måneders leveringstid efter en strøm af ordrer.
Hos den Tennessee-baserede producent SE International siger en medarbejder, at de har så travlt med at ekspedere restordrer, at de ikke har tid til at tale om det. Firmaet tager ikke imod nye ordrer lige for tiden, siger han.
De fleste af de geigertællere, som ITS og GeigerCounter.com har solgt i de seneste tre uger, er gået til Japan og til vestkysten af USA. Den største efterspørgsel kommer fra folk, der er nervøse for bestrålede fødevarer, siger Flanagan fra GeigerCounter.com.
Han siger, at på et normalt år sælger han omkring 1000 detektorer, mest til stensamlere og forskere. I de første fem dage, efter at jordskælvet og tsunamien 11. marts rystede Fukushima-værket og skabte frygt for en nedsmeltning, solgte Flanagan 500.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet