Salgstal: Russere panikkøber sovepiller og prævention
Det russiske salg af sovepiller antidepressiv medicin, insulin, kræft- og hjertemedicin, hormoner og prævention er steget (Arkivfoto). Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Salget af medicin i Rusland var omtrent det samme i de første to uger i marts som i hele januar.
Flere russere er tilsyneladende begyndt at frygte, at Vestens sanktioner mod Rusland kan få indflydelse på landets medicinlager.
I hvert fald er salget af lægemidler som sovepiller, antidepressiv medicin og prævention steget betragteligt den seneste tid.
Salgstal viser, at der fra 28. februar til 13. marts blev solgt medicin for 98,6 milliarder rubler - svarende til godt 6,5 milliarder kroner. Til sammenligning blev der solgt for lidt over 6,6 milliarder kroner i hele januar.
Det fremgår torsdag af salgstal, som analyseselskabet DSM Group har indsamlet for den russiske avis Vedomosti.
- Det skyldes frygt, siger Sergej Shuljak, generaldirektør ved DSM Group.
- Først var det frygt for, at alt ville blive dyrere. Derefter var det frygt for, at medicinen ikke ville være tilgængelig i et stykke tid. Det fik folk til at rykke. De samlede sig i køer foran apotekerne og købte det hele, siger han.
Mange udenlandske medicinalselskaber har meddelt, at de indstiller deres drift i Rusland på grund af russernes angreb på Ukraine.
Samtidig har Vesten indført omfattende sanktioner mod Rusland. Det har ramt den russiske økonomi og blandt andet medført store prisstigninger.
Salgstal fra de første uger i marts viser, at der i Rusland særligt var øget salg af sovepiller, antidepressiv medicin, insulin, kræft- og hjertemedicin, hormoner og prævention - eksempelvis p-piller.
- Jeg tager personligt noget medicin, fordi jeg har problemer med min skjoldbruskkirtel. Jeg tager det dagligt, og jeg er bekymret, siger Valentina, en indbygger i den russiske hovedstad, Moskva.
- Derfor har jeg købt et lager til et par måneder frem, fordi jeg er bekymret for, om jeg kan købe det i apotekerne på et senere tidspunkt. Folk spørger efter det alle vegne, lyder det fra Valentina.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde