Efter lørdagens voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi i Kairo opfordrer militærstyret i Egypten aktivisterne til at besinde sig og komme til fornuft. Samtidig meldes der om ny sammenstød i en anden storby, Alexandria.
Under politiets forsøg på at rydde Tahrir-pladsen i Kairo for demonstranter lørdag blev mindst én person dræbt og næsten 700 personer kvæstet. Demonstranterne er især utilfredse med det nuværende militærstyre.
Protesterne i Kairo spredte sig til Alexandria og Suez. I Alexandria er én person meldt dræbt efter nye sammenstød mellem civile og politiet natten til søndag.
- Det, som er sket siden lørdag morgen, er farligt og har direkte indflydelse på, hvordan landet og revolutionen vil klare sig, lyder det i en udtalelse fra styret formidlet af den statslige fjernsynskanal.
Tahrir-pladsen var omdrejningspunktet og hjertet i den revolution, som tvang præsident Hosni Mubarak fra magten i februar. De seneste sammenstød blev udløst af politiets forsøg på at fjerne omkring 100 demonstranter, der havde overnattet på pladsen natten til lørdag.
Demonstranterne begyndte at kaste sten efter de kampklædte politifolk, der svarede igen ved at affyre gummikugler og tåregas for at få kontrol over situationen.
- Fredelige demonstrationer er en ukrænkelig grundlovssikret rettighed, men når begivenhederne udvikler sig på denne her måde, må alle komme til fornuft og tage ansvar, lyder det i meddelelsen fra regeringen.
Da kampene lørdag eskalerede, var omkring 5000 personer til stede på Tahrir-pladsen. Lørdag aften havde roen igen lagt sig over Kairo, mens der natten til søndag udbrød nye sammenstød i Alexandria.
De seneste uroligheder kommer ni dage inden, at Egypten tager hul på det første parlamentsvalg, efter at tidligere præsident Hosni Mubarak trådte tilbage.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned