Sammenstød koster 24 livet i Pakistan

Dødelige stridigheder fortsætter i det urolige nordvestlige Pakistan. To regeringssoldater og 22 mistænkte væbnede oprørere er dræbt ved et sammenstød i Mohmand-regionen torsdag, oplyser pakistanske militære kilder.

Sammenstødet fandt sted i et tyndtbefolket bjergområde i nær byerne Safi og Bayzai.

- Soldaterne var i gang med at gennemsøge området, da de blev beskudt. Soldaterne gengældte skyderierne og dræbt 22 oprørere. To soldater omkom, siger en repræsentant for det halvmilitære Frontier Corps.

Mohmand-regionen er en af syv regioner i det nordvestlige Pakistan, som den pakistanske hær i måneder har forsøgt at få kontrol over, men som stadig kontrolleres af Taliban-oprørere.

Det nordvestlige Pakistan tæt ved grænsen til Afghanistan har i årevis været Talibans-oprøreres højborg. Her træner de nye medlemmer og angriber den pakistanske hær.

De krydser også grænsen ind i Afghanistan, hvor de hjælper afghanske Taliban-grupper i deres kamp mod udenlandske styrker.

Den pakistanske hær siger, at den har dræbt snesevis af talibanere de seneste måneder. Men tallene er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

/ritzau/dpa

To pakistanske soldater og 22 væbnede oprørere omkommer ved blodigt sammenstød i det nordvestlige Pakistan.

Offentliggjort Sidst opdateret