Samsung-arvinger skal betale historisk stor arveafgift
Lee Kun-hee, der har fået æren for at forvandle Samsung til verdens største producent af smartphones og hukommelseskort, døde 25. oktober i en alder af 78 år. (Arkivfoto) Foto: Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix
Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix
Familien til den afdøde Samsung-boss Lee Kun-hee må slippe 66 milliarder kroner til den sydkoreanske stat.
Familien til Samsung Electronics tidligere bestyrelsesformand Lee Kun-hee skal betale 10,78 milliarder dollar i arveafgift for overdragelsen af hans aktiver.
Det oplyser familien selv onsdag.
Beløbet svarer til omkring 66 milliarder kroner.
Lee, der har fået æren for at have forvandlet Samsung til verdens største producent af smartphones og hukommelseskort, døde 25. oktober i en alder af 78 år.
Hans aktiver inkluderer blandt andet aktiebeholdninger i flere af Samsungs datterselskaber og har en værdi af 17 milliarder dollar eller knap 105 milliarder kroner.
Det er altså over halvdelen af det beløb, som familien må punge ud med til det sydkoreanske skattevæsen efter at have fået overdraget formuen.
Lee-familiens håndtering af den kolossale skatteregning har været fulgt tæt, da den kunne have resulteret i en udvanding af familiens kontrollerende andel i Samsung.
Men det har familien formået at undgå.
Det er ikke helt sikkert, hvordan familien vil betale arveafgiften, der er en af de største i verdenshistorien.
Men analytikere forventer, at det vil ske via en blanding af lån og dividender fra deres egne og Lee Kun-hees aktiebeholdninger.
Familien siger i sin udtalelse onsdag ikke noget om, hvordan Lee Kun-hees aktier i Samsung vil blive fordelt mellem hans arvinger. Det oplyses heller ikke, om nogle af dem vil blive solgt.
I forbindelse med overdragelsen af formuen planlægger familien også at donere cirka 5,5 milliarder kroner til velgørende organisationer, der har fokus på offentlig sundhed.
Pengene skal blandt andet bruges til at oprette et laboratorie, der skal forske i smitsomme sygdomme.
Samsung er med afstand det største familieejede konglomerat i Sydkorea, og virksomheden dominerer erhvervslivet i landet.
Lee Kun-hee overtog formandsposten i 1987 efter sin far.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde