USA er truet af Iran, de islamiske kræfter i Egypten - og Polen.
Denne noget overraskende vurdering kommer fra den ene af de to republikanske vindere ved valget i den amerikanske stat Iowa, den højkonservative tidligere senator Rick Santorum.
Amerikanske medier er for alvor begyndt at se på, hvad der ville ske, hvis Santorum ved valget i november skulle ende som USA's præsident.
Spørgsmålet om Santorums udenrigspolitik dukker op på et vælgermøde i den lille by Northfield i den vinterkolde stat New Hampshire, hvor USA's første primærvalg finder sted tirsdag.
Her falder det overraskende bud. For med det samme lyder svaret: Iran, Egypten og Polen, mens Honduras også får en anmærkning.
- Iran er islamiske jihadister. Vejsidebomber bliver produceret i Iran. De er den største dræber blandt vores soldater (i Irak og Afghanistan), fortæller Santorum de omkring 300 mennesker, der er søgt ind i varmen for at overvære mødet på en gammel jernbanestation.
Det Muslimske Broderskab i Egypten, som ser ud til at have vundet det demokratiske valg, "er det samme som al-Qaeda. De er farlige, de er terrorister", hævder kandidaten.
Men ingen af tilhørerne stejler over, at Polen nævnes i samme åndedrag.
Det hænger i luften, men der kommer aldrig nogen forklaring fra Santorum.
Det ville i så fald også være ganske nyt for både polakkerne selv og deres samarbejdspartnere i EU. Måske var det Ungarn, Santorum mente, for her har borgerretsorganisationer advaret om, at en udemokratisk udvikling er i gang.
Santorum er en stærkt konservativ republikaner, der har den tidligere præsident Ronald Reagan som forbillede. Han er kendt for sin kompromisløse afstandtagen til abort, homoægteskaber og Darwins udviklingslære.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde