Santorum trækker sig fra præsidentkapløbet
Det fastslår hovedpersonen selv på et pressemøde i byen Gettysburg, der ligger i hans hjemstat Pennsylvania.
- Mod alle odds har vi vundet 11 stater og millioner af stemmer. Vi har fået støtte, og jeg har fået en dybere kærlighed til dette land, lød det fra Santorum, før han nåede frem til konklusionen:
- Præsidentkapløbet er ovre for mig, og vi suspenderer vores kampagne med effekt fra i dag.
Med sin værste konkurrent ude af billedet ligger banen nu helt åben for storfavoritten Mitt Romney.
Han har allerede taget gevaldige skridt mod at blive Republikanernes kandidat til at udfordre demokraten Barack Obama ved det amerikanske præsidentvalg i november.
Romney gjorde senest rent bord med tre sejre i primærvalgene i Maryland, Washington DC og Wisconsin.
Den højrereligiøse og dybt konservative Rick Santorum har i en længere periode haltet efter den moderate og midtersøgende Romney - både med hensyn til antallet af delegerede og rent økonomisk.
Santorum, der er tidligere senator fra Pennsylvania, har vundet støtte blandt stærkt religiøse konservative på grund af sin modstand mod homoseksuelle ægteskaber.
Med kommentarer om kvinders ret til prævention og religion har han stødt midtervælgere fra sig.
Santorum har tidligere lovet at blive i valgkampen i hvert fald indtil 24. april, hvor der er primærvalg i Pennsylvania. Men det bliver altså alligevel ikke til noget.
Dermed bliver det en dyst mellem frontløberen Romney og hans to tilbageværende modkandidater:
Newt Gingrich, tidligere hårdtslående formand for Repræsentanternes Hus i Washington, samt det texanske kongresmedlem Ron Paul. Ingen har dog vundet nok delegerede til at udfordre Romney, som ligger klart i spidsen.
Den endelige præsidentkandidat skal nomineres ved Republikanernes partikonvent i Tampa, Florida, i slutningen af august måned.
/ritzau/
Den amerikanske politiker Rick Santorum dropper ud af kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned