Sårede køres fra frontlinjen for at lette pres på hospitaler

Ni patienter blev fredag flyttet fra en hospital i Zaporizzja til et hospital i Lviv i Vestukraine. Det vides ikke, om kvinden på billedet er en af de patienter, der fredag blev flyttet fra hospitalet i Zaporizzja. Foto: Emre Caylak/Ritzau Scanpix

Patienter tæt på frontlinjen flyttes til blandt andet til Vestukraine for at sikre plads til nye patienter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sårede ukrainere bliver med tog flyttet fra hospitaler nær frontlinjen til større hospitaler med bedre plads i den vestlige del af Ukraine.

Det fortæller katastrofetalsperson hos Læger uden Grænser Stine Bloch Jensen.

- Vi flytter blandt andet patienter, der kan få en bedre behandling på et andet hospital, men vi gør det også for at lette kapaciteten på hospitalerne ved frontlinjen.

- På hospitalerne ved frontlinjen bliver kapaciteten hurtigt opbrugt, når vi flytter patienterne får de bedre plads til at rumme de sårede, der kommer ind som et resultat af krigen, siger hun.

Fredag transporterede Læger uden Grænser for første gang ni patienter med tog til Lviv. De fleste af patienterne var blevet såret i eller ved flugten fra Mariupol.

Det er alle patienter, der enten er blevet ramt ved russiske bombardementer eller af skud. En af de sårede, der fredag blev flyttet var et barn, der var blevet såret i benene.

- Drengen blev flyttet, fordi man vurderede det var nødvendigt, at han kom til et større hospital i Lviv, hvis han skulle have en chance for at komme til at gå igen, siger Stine Bloch Jensen.

Hun oplyser, at der igen tirsdag vil høre et tog til et hospital nær den ukrainske frontlinje, som skal flytte sårede patienter til hospitaler i Vestukraine.

Ikke alle patienter er i en tilstand, hvor det er muligt at flytte dem til større hospitaler i Vestukraine.

- Det er indtil videre kun muligt at flytte stabile patienter. Togrejsen tager op til 24 timer, og det er ikke alle, der kan overleve det, siger Stine Bloch Jensen.

På togturen modtager de sårede patienter basal medicinsk behandling. Det kan for eksempel være drop eller smertestillende fra lægefaglige patienter om bord på toget.

Om halvanden uge bliver det muligt for Læger uden Grænser at transportere flere og mindre stabile patienter fra hospitaler nær fronten til større hospitaler i Vestukraine. Der bliver et større og bedre udstyret hospitalstog nemlig sat i drift.

- Når vi får et større tog kan vi lave lidt større behandlinger, siger Stine Bloch Jensen.

Søndag kunne FN bekræfte, at omkring 2038 civile ukrainere var blevet såret som følge af den russiske invasion af Ukraine. De forventer dog, at antallet af sårede civile reelt er markant højere.

Læger uden Grænser er en international medicinsk, humanitær nødhjælpsorganisation. Siden 1971 har organisationen arbejdet for adgangen til medicin og behandling i konflikt- og krigszoner.

/ritzau/