Såret afghansk spionchef er i bedring

Afghanistans efterretningschef, der torsdag blev udsat for et attentat, er blevet flyttet til et amerikansk drevet militærhospital i nærheden af Kabul. Hans tilstand betegnes nu som stabil, oplyser sikkerhedskilder fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Asadullah Khalid, som står i spidsen for Det Nationale Sikkerhedsdirektorat, NDS, var udset som mål for en selvmordsbomber, der optrådte som en fredsudsending fra Taliban, i en af efterretningstjenestens gæsteboliger i velhaverkvarteret Taimani i hovedstaden Kabul.

- Vi kan bekræfte, at han er blevet flyttet til hospitalet på Bagram, siger en talsmand for Natos internationale sikkerhedsstyrke, Isaf, uden at komme med yderligere detaljer.

Bagram, der ligger omkring 60 kilometer nord for Kabul, er en kæmpemæssig luftbase, der drives af de amerikanske styrker, der er udstationeret i Afghanistan som en del af Nato-missionen.

Sikkerhedskilder udtaler anonymt, at Khalids situation er stabil og tilfredsstillende.

Khalid blev indbragt til operation på et NDS-sygehus efter angrebet. Her har han fået besøg af præsident Hamid Karzai, hvilket er et signal om hans vigtighed i kampen mod Taliban, samtidig med at Nato-kampstyrker forbereder sig på at trække sig tilbage i 2014.

Nogle embedsmænd siger, at Khalid blev alvorligt såret i maveregionen og hovedet, men kirurger har meddelt præsidenten, at Khalids skader ikke er livstruende.

Det faktum, at en attentatmand var i stand til at trænge igennem den mur af sikkerhed, der omgærder en af Afghanistans mest fremtrædende terrormål, rejser spørgsmålet om, hvorvidt den besøgende var en insider, som Khalid kendte.

Regeringen har ikke offentliggjort noget om attentatmanden, men Taliban har i en erklæring navngivet ham som "mujahedinhelten Hafiz Mohammad".

Khalid, der er kendt for sin indædte modstand mod Taliban og på at være tæt på Karzai, har kun beklædt posten som efterretningschef i nogle få måneder inden attentatforsøget torsdag.

/ritzau/AFP