Sarkozy: Allierede fly allerede sat ind

Frankrigs præsident, Nicholas Sarkozy, bekræftede lørdag eftermiddag, at allierede fly er i fuld gang med at beflyve libysk luftrum.

Meddelelsen kommer efter et hasteindkaldt topmøde i Paris, hvor internationale ledere skulle beslutte sig for, hvordan de fører en flyveforbudszone over Libyen ud i livet.

Sarkozy sagde på et efterfølgende pressemøde, at allierede fly allerede er i luften over Benghazi for at standse angreb fra styrker tro mod Libyens leder, oberst Gaddafi.

- Vore fly er allerede i gang med at forhindre luftangreb på byen, sagde Sarkozy.

Den franske præsident sagde videre, at franske kampfly er klar til at angribe Gaddafis kampvogne.

Den militære aktion kom i gang samtidig med, at der strømmede beretninger ud af Libyen om, at Gaddafis styrker havde intensiveret kampene mod oprørere i den østlige del af landet, især oprørernes højborg, Benghazi.

Hundredvis af biler med civile forlod den oprørskontrollerede by og kørte mod øst, efter at Muammar Gaddafis styrker havde bombarderet området.

Blandt de lande, der har sagt ja til at deltage i den militære aktion mod Gaddafi, er USA, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Canada, Norge og Danmark.

Danmark har sendt seks F-16-kampfly og 132 flyversoldater til den amerikanske flådebase Naval Air Station Sigonella på Sicilien. Flere af de danske kampfly ventes sat ind i luften over Libyen søndag.

- Oberst Gaddafi er selv skyld i, at dette er sket, sagde Storbritanniens premierminister, David Cameron, lørdag efter afslutningen af topmødet.

- Han fortsætter med at øve vold mod sit folk, så tiden var kommet til at gribe ind. Det haster. Vi må føre FN's vilje ud i livet og vi kan ikke lade slagtningen af civile fortsætte, sagde den britiske premierminister.

/ritzau/AFP

Allierede kampfly er sat ind over Libyen efter at omverdenen har mistet tålmodigheden med oberst Gaddafi

Offentliggjort Sidst opdateret