Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, besøger Japan på torsdag, oplyser præsidentkontoret.
Han bliver dermed den første udenlandske statsleder, der besøger Japan, efter at landet den 11. marts blev ramt af et jordskælv og en tsunami i det, der siden også udviklede sig til en atomkatastrofe.
Sarkozy ønsker at "udtrykke Frankrigs solidaritet" med det japanske folk, oplyser præsidentkontoret.
Besøget i Japan sker blandt andet af erhvervspolitiske grunde. Frankrig frygter, at katastrofen på Japans Fukushima-værk vil få japanerne til at miste interessen for at købe franske atomkraftværker.
Frankrig, der selv har 58 atomkraftværker, er blandt leverandørerne af atomkraftteknologi til Japan.
Sarkozy har i sidste øjeblik ændret rejseplanerne i forbindelse med et besøg i Kina, så han kan lande i Japan torsdag. Derefter tager han i egenskab af formand for G20-landene til Kina for at åbne en international valutakonference i byen Nanjing.
Det er ikke Sarkozys første besøg til et katastroferamt land. Under et besøg i Sydamerika gjorde den franske præsident holdt i Haiti, der uger forinden var blevet udsat for en massiv jordskælvskatastrofe.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet