Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, opnår i en ny meningsmåling den største opbakning i over et år, og dermed fortsætter han den seneste tids trinvise fremgang.
Men de mulige socialistiske kandidater til præsidentvalget i april 2012 har fortsat en solid føring i forhold til Sarkozy, der er den mest upopulære præsident i nyere fransk historie.
Meningsmålingen i avisen Les Echos er den fjerde i træk, der indikerer voksende støtte til Sarkozy efter anholdelsen af Dominique Strauss-Kahn.
Den tidligere chef for Den Internationale Valutafond var før skandale-episoden i New York storfavorit til at vinde valget i 2012.
35 procent af de adspurgte i målingen fra analysefirmaet CSA har tillid til Sarkozy mod 32 procent for en måned siden. Der er den største opbakning til den siddende præsident siden maj 2010.
Fremgangen til trods, så siger 61 procent, at de ikke har tillid til Sarkozy. De socialistiske sværvægtere derimod øger deres popularitet. Lederen af det socialistiske parti, Martine Aubry, støttes af 53 procent i målingen. En fremgang på hele 11 procentpoint.
Aubry, der i slutningen af 1990'erne var arkitekten bag indførelsen af 35-timers arbejdsugen i Frankrig, har endnu ikke officielt annonceret sit kandidatur til valget, men det komme som en stor overraskelse, hvis hun ikke stiller op.
Aubrys forgænger som socialistpartiets leder, Francois Hollande, der har offentliggjort sin interesse for at afløse Sarkozy i Elysée-paladset, støttes af 52 procent mod 43 procent i april. Socialisterne udpeger deres kandidat til valget i efteråret 2011.
Målingen kommer samtidig med, at den tidligere franske præsident Jacques Chirac i en erindringsbog, som udkommer senere i juni, betegner Nicolas Sarkozy som en af de allerbedste politikere i sin generation.
Men Chirac skriver også, at han ikke stoler på Sarkozy.
Chirac fortæller, at den manglende tillid var den afgørende årsag til, at han ikke udnævnte Sarkozy til premierminister i 2002, selv om han beundrede Sarkozys "energi, taktiske dygtighed og evne til at håndtere medierne", lyder det.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker