Saudi-Arabien har anholdt snesevis af formodede militante, der mistænkes for at have planlagt terrorangreb mod vitale installationer i kongedømmet.
Nyhedsbureauet Hayat skriver, at 47 saudiarabere og 51 udlændinge er blevet anholdt.
Der er tale om en af de største aktioner mod formodede terrorister i Saudi-Arabien i adskillige år.
Ifølge Saudi-Arabiens indenrigsministerium er de anholdte medlemmer af terrornetværket al-Qaeda og havde planer om at begå terrorhandlinger.
Af en erklæring, der blev læst op på statsligt tv, fremgår det, at de 51 udlændinge stammer fra Bangladesh, Eritrea, Somalia og Yemen.
Blandt målene for den næsten 100 mand store al-Qaeda-celles terrorplaner er saudiarabiske olieanlæg.
De mange anholdte var organiseret i tre celler, hvoraf to planlagde angreb på olieanlæg og sikkerhedsfaciliteter i Saudi-Arabiens olieproducerende Eastern Province. Blandt de anholdte her var en yemenit, som sikkerhedskilder betegner som et "fremtrædende" medlem af al-Qaeda.
- Vi beslaglagde sprængstofbælter, som de havde planlagt at bruge ved selvmordsaktioner, siger en sikkerhedskilde.
De fleste militante blev anholdt i Saudi-Arabiens sydlige Jazan provins ved grænsen til Yemen. De saudiarabiske myndigheder har ikke fortalt, hvornår anholdelserne blev gennemført.
Militante islamister indledte i 2003 en voldelig kampagne for at vælte det saudiarabiske monarki, der er allieret med USA. Næsten 200 mennesker blev dræbt under kampagnen, heriblandt flere udenlandske statsborgere med bopæl i Saudi-Arabien, der er verdens største olieeksportør.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker