Saudi-Arabien straffer Canada for støtte til fængslet kvinde
De tidligere førstedamer Michelle Obama og Hillary Clinton sammen med menneskerettighedsaktivisten Samar Badawi ved Badawis prisoverrækkelse i 2012. Badawi blev i sidste uge anholdt og fængslet i Saudi-Arabien. Foto: Jewel Samad/Arkiv/Ritzau Scanpix
Jewel Samad/Arkiv/Ritzau Scanpix
Det får konsekvenser for Canada, at landet har blandet sig i Saudi-Arabiens fængsling af flere aktivister.
Saudi-Arabien udviser Canadas ambassadør i landet og trækker samtidig sin egen ambassadør hjem fra Ottawa. Derudover bliver handelsforbindelser til Canada fastfrosset.
Det sker i protest mod Canadas "indblanding i landets interne anliggender". Det oplyser Saudi-Arabiens udenrigsministerium i en række opslag på Twitter natten til mandag dansk tid:
- Kongeriget Saudi-Arabien vil ikke acceptere nogen form for indblanding i landets interne anliggender eller ordrer fra andre lande.
Udvisningen kommer, efter at den canadiske ambassade i Saudi-Arabien fredag udtrykte "alvorlig bekymring" over fængslingen af adskillige menneskerettighedsaktivister i landet.
- Vi opfordrer myndighederne i Saudi-Arabien til omgående at løslade dem og alle andre fredelige menneskerettighedsaktivister, skrev ambassaden blandt andet på Twitter.
Saudi-Arabien betragter udmeldingerne som "et angreb" på landet. Og Canadas ambassadør har fået 24 timer til at forlade landet.
- Canadas udmelding er en alvorlig og uacceptabel krænkelse af Kongerigets love. Saudi-Arabien har aldrig og vil aldrig acceptere nogen form for indblanding i Kongeriget, skriver udenrigsministeriet på Twitter.
I sidste uge blev de to kvindelige menneskerettighedsforkæmpere Samar Badawi og Nassima al-Sadah anholdt. Og i juli blev adskillige kvindeforkæmpere anholdt og anklaget for at samarbejde med "fjender af landet", skriver nyhedsbureauet AFP.
Flere er siden blevet løsladt, mens andre fortsat sidder fængslet.
Samar Badawi er en prisvindende menneskerettighedsforkæmper og søster til bloggeren Raif Badawi, der i 2012 blev idømt ti års fængsel og 1000 piskeslag for at kritisere islam på sin blog. Det skriver BBC.
Hun er tidligere blevet tilbageholdt i Saudi-Arabien.
Raif Badawis hustru og tre børn bor i dag i Canada, hvor de i sidste måned fik tildelt statsborgerskab.
Torsdag skrev Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, på Twitter, at landet "står sammen med Badawi-familien":
- Meget bekymret over at høre at Samar Badawi, Raif Badawis søster, er blevet fængslet i Saudi-Arabien. Canada står sammen med Badawi-familien i denne svære tid, og vi opfordrer fortsat kraftigt til løsladelsen af både Raif og Samar Badawi.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde