Saudi-Arabien: Vi ved ikke hvordan Khashoggi blev dræbt
Et billede fra et overvågningskamera uden for det saudiske konsulat i Istanbul viser journalist Jamal Khashoggi gå ind på konsulatet den 2. oktober. Han kom aldrig ud igen. Saudi-Arabien afviser ethvert kendskab til, hvor liget af ham er. Foto: Scanpix
Scanpix
Drabet på kritisk journalist på konsulat var en "fejl" og en "tragedie", siger saudisk udenrigsminister.
Saudiarabiske myndigheder ved ikke, præcis hvordan den kritiske journalist Jamal Khashoggi blev dræbt i landets konsulat i Istanbul.
De ved heller ikke, hvor hans lig befinder sig, siger Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir.
Han siger i et interview med den amerikanske tv-station Fox News søndag, at Khashoggi blev mødt af et "saudisk sikkerhedsteam", da han gik ind på konsulatet den 2. oktober.
Deres forklaring om, hvad der skete, afveg fra tyrkiske myndigheders forklaring. Det fik saudiaraberne til selv at efterforske sagen, forklarer ministeren.
- Han blev dræbt på konsulatet. Vi ved ikke i detaljer hvordan. Vi ved ikke, hvor liget er, forklarer Jubeir.
- Vi er fast besluttet på at vende hver en sten. Og vi er fast besluttet på at straffe dem, der er ansvarlige for dette drab.
Han er den første højtstående saudiske embedsmand der udtaler sig til citat, efter at Saudi-Arabien har indrømmet, at Khashoggi er død.
Udenrigsministeren betegner drabet som en "forfærdelig fejl" og kondolerer over for Khashoggis familie.
Den dræbte journalist har familiemedlemmer i Saudi-Arabien og tre børn, som har amerikansk statsborgerskab.
- Det er en forfærdelig fejl. Det er en forfærdelig tragedie, siger Jubeir til Fox News.
- Desværre blev der begået en stor og alvorlig fejl, og jeg forsikrer om, at de ansvarlige vil blive stillet til regnskab for dette.
Udenrigsministeren tilføjer, at Saudi-Arabien har udsendt arrestordrer på 18 mistænkte i sagen.
Saudi-Arabien er kommet med flere forskellige forklaringer om, hvad der skete med Khashoggi, efter han gik ind på konsulatet den 2. oktober.
Først meddelte myndighederne, at han havde forladt konsulatet samme dag. Men natten til lørdag dansk tid erkendte Saudi-Arabien, at han var blevet dræbt.
Khashoggi skrev for blandt andet Washington Post og har flere gange været kritisk over for den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde