Saudi-Arabien vil lade nødhjælp komme ind i Yemen
Røde Kors får formentlig mulighed for at sende nødhjælp til civilbefolkningen i Yemen mandag.
Internationalt Røde Kors, ICRC, har fået tilladelse fra Saudi-Arabien til at sende medicin og hjælpearbejdere ind i Yemen.
Organisationen har i næsten en uge forhandlet om adgang med Saudi-Arabien, som står i spidsen for den koalition, der bomber Houthi-militsen fra luften. Koalitionen kontrollerer nu Yemens havne og luftrum.
- Vi har fået tilladelse fra koalitionen til at sende to fly ind nu, en med forsyninger og en med personale, siger Sitara Jabeen, der er talsperson for ICRC.
Hun tilføjer, at hun håber, at flyene kan lande i hovedstaden Sanaa mandag.
Der er et stort behov for at få nødhjælp ind - og civile ud - af det krigshærgede land på den arabiske halvø efter 11 dage med bombardementer og kampe, der har kostet hundredvis livet.
ICRC bad lørdag alle parter suspendere luftangrebene og andre krigshandlinger i 24 timer, så hjælpen kunne komme ind.
Tre af ICRC's forsendelser venter på at kunne komme ind i Yemen, men det er nødvendigt at lade våbnene hvile både fra luften og på jorden for at komme ind med livsnødvendig medicinsk hjælp.
Ifølge FN er flere end 500 personer blevet dræbt og næsten 1700 personer såret de seneste to uger i Yemen. Ifølge indbyggere i havnebyen Aden i den sydlige del af landet har der hverken været adgang til vand eller elektricitet i to dage.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde