Saudi-Arabiens sorte juvel funkler mere end nogensinde

Saudi Aramco er som statsejet oliefirma kilden til meget af Saudi-Arabiens rigdom. (Arkivfoto). Foto: Ahmed Jadallah/Reuters

Kilden til den saudiske rigdom og status som en global magtfaktor er den olie og gas, som pumpes billigt op af ørkensandet og sælges dyrt til verdensmarkedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er om at holde tungen lige i munden, hvis man arbejder med at holde regnskab i Saudi Aramco.

For det vælter ind med penge i det statsejede olieselskab fra Saudi-Arabien.

I de første tre måneder af i år tjente Aramco 282 milliarder kroner efter skat. Det fremgik af et regnskab søndag.

Det er et af de største overskud nogensinde målt for et firma på så kort tid.

Det svarer til, at der tikkede 2,2 millioner kroner ind på kontoen hvert eneste minut i januar, februar og marts.

Olieprisen nåede i starten af i år det højeste niveau i mere end et årti, da Rusland angreb Ukraine og skabte kaos og panik på oliemarkedet.

Det giver smerte ved benzinpumpen for bilister verden over, men der er dollartegn i øjnene i Riyadh, den saudiarabiske hovedstad.

Saudi Aramco er kongedømmets kronjuvel. Uden olien var der ingen rigdom og dermed ingen magt til ørkenstaten, der styres af Saud-familien.

I 1973 viste saudiaraberne for første gang, at de var en global magtfaktor.

Landet indførte olieembargo mod USA og Vesten på grund af støtte til Israel i Oktoberkrigen i 1973.

Så lærte Danmark de bilfrie søndage at kende.

Siden er forholdet blevet bedre, men Saudi Aramco har fastholdt sin vigtighed for staten.

Lige for tiden ruller der særligt store beløb ind på kistebunden.

- Rusland-Ukraine-konflikten har sendt de globale energipriser på himmelflugt, hvilket har givet energiselskaberne stor vækst i både salg og overskud, siger Parth Vala fra konsulentfirmaet Global Data til avisen The Guardian.

Aramco blev således sidste uge verdens mest værdifulde virksomhed efter at have overhalet den amerikanske teknologikæmpe Apple.

Den samlede værdi af olieselskabet skal nu måles i størrelsesordenen 18.000 milliarder kroner.

Det er et enormt tal, der er svært at forstå. Men det er for eksempel mere end ti gange den danske sværvægter Novo Nordisks værdi.

Det er også nok til at finansiere hele Danmarks offentlige forbrug i mere end tyve år.

Mens oliefirmaer i den vestlige verden er under pres for at skære ned på produktionen af de fossile brændsler, er strategien hos Saudi Aramco at pumpe endnu mere olie og gas op fra ørkensandet. Den er også billigere at producere end mange andre steder i verden.

- Vi investerer på lang sigt og udvider vores produktion til at møde den forventede vækst i efterspørgslen, siger Aramcos chef, Amin Nasser, i forbindelse med søndagens regnskab.

Så hvis olieprisen holder sig på toppen - som den har gjort gennem foråret - kan der være endnu flere penge på vej i den saudiske kasse.

Amin Nasser står i spidsen for Aramco og lover, at der er mere olie og gas på vej fra det saudiske sand. (Arkivfoto). Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu