Saudi-arabisk megafond skyder 23 milliarder i Uber
Saudi-Arabiens oliefond investerer stort i taxabranchens fjende nummer ét og får bestyrelsesplads i Uber.
Uber, den omdiskuterede konkurrent til taxachauffører i det meste af verden, har sikret sig over 23 milliarder kroner til dets videre ekspansion.
Pengene kommer fra Saudi-Arabiens nyoprettede oliefond, som har investeret 3,5 milliarder dollar i Uber, oplyser det amerikanske selskab onsdag. Det svarer til 23,3 milliarder kroner.
Til gengæld for de mange penge får en ledende medarbejder fra Saudi Arabian Public Investment Fund en plads i Ubers bestyrelse.
Ubers administrerende direktør, Travis Kalanick, betegner investeringen som "en tillidserklæring til vores forretning".
Uber er stormet frem i flere lande i Mellemøsten og Nordafrika og har over for den nye investor forpligtet sig til at satse yderligere 250 millioner dollar på at udbrede sin tilstedeværelse i området.
I øjeblikket kan man bestille en Uber-bil i ni lande og 15 byer i regionen. Selskabet konkurrerer med flere nystartede firmaer, der tilbyder samme service. Blandt disse er selskabet Careem, der er til stede i 20 byer i regionen.
I Saudi-Arabien er 80 procent af Ubers kunder kvinder, oplyser selskabet. Officielt er der ifølge Reuters ikke en lov, som forbyder kvinder i ørkenstaten at køre bil, men landets strenge religiøse regler tillader det ikke.
Investeringen i Uber er en af de første fra den nyoprettede fond, der er polstret med indtægter fra salg af olie og blev oprettet i april i år.
Fonden har en formue på to billioner dollar. Det svarer med dagens kurs til 13.200 milliarder kroner eller cirka dobbelt så meget som Norges oliefond.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde