Saudiarabisk anklager kræver dødsstraf for Khashoggi-drab
Den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev i oktober slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. (Arkivfoto). Foto: Mohammed Al-Shaikh/Ritzau Scanpix
Mohammed Al-Shaikh/Ritzau Scanpix
En saudiarabisk anklager udtalte torsdag, at han vil have straffet drabet på Khashoggi med døden.
Saudi-Arabiens øverste anklager anbefaler dødsstraf til fem mistænkte i sagen om drabet på journalisten Jamal Khashoggi.
Anklager Saud al-Mojeb oplyser på en sjælden pressekonference i Riyadh, at Khashoggis drabsmænd planlagde drabet 29. september, tre dage før den saudiarabiske journalist blev dræbt inde i det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet.
Den saudiarabiske anklager afviser samtidig, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, var involveret i drabet.
Det er dog ikke mere end et par dage siden, at avisen New York Times forbandt kronprinsen med drabet på baggrund af en lydoptagelse.
Ifølge avisen bad en af drabsmændene kort efter drabet en overordnet om at "fortælle chefen", at drabet var gennemført.
"Chefen" menes at være kronprins Mohammed bin Salman. Det oplyser tre personer med kendskab til lydoptagelsen, skrev New York Times.
Khashoggi var bosiddende i USA, men var saudiarabisk statsborger og klummeskribent for The Washington Post. Her skrev han blandt andet kritisk om det saudiske styre.
Den saudiarabiske anklager oplyser, at i alt 21 er tilbageholdt i forbindelse med drabet. De 11 er blevet anklaget, mens der fortsat efterforskes mod de resterende.
Fem, som er anklaget for at beordre og udføre drabet, bør ifølge den saudiarabiske anklager straffes med dødsstraf. De andre bør får "passende straffe".
En af de anklagede er den tidligere efterretningschef i Saudi-Arabien Ahmed al-Assiri, som blev fyret efter internationalt pres.
Ifølge anklageren beordrede al-Assiri, der var tæt med den saudiarabiske kronprins, at Khashoggi skulle tvinges hjem til Saudi-Arabien.
Samtidig hævder anklageren, at "lederen af forhandlingsholdet", der fløj til Istanbul, beordrede drabet.
Det ser dog ud til, at den saudiarabiske anklager ikke vil anklage al-Assiri for at beordre selve drabet.
Tyrkiet kalder Saudi-Arabiens udmelding for positiv, men det er ikke godt nok.
- Vi finder alle disse skridt positive, men mangelfulde, siger Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, i et tv-transmitteret interview.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker