Saudiarabisk koalition bremser FN-nødhjælp i Yemen
En koalition ledet af Saudi-Arabien, der bekæmper Houthi-oprørere i Yemen, forhindrer, at brændstof kan nå frem, fortæller en FN-landechef for udvikling.
Foto: /ritzau/AP/Hani Mohammed/arkiv
/ritzau/AP/Hani Mohammed/arkiv
FN-landechef for udvikling i Yemen kan ikke se enden på krig, og han kæmper for at få nødhjælp frem.
To FN-fly, som normalt bringer nødhjælp fra Jordan til det krigshærgede Yemen, er strandet i den yemenitiske hovedstad, Sanaa.
Brændstoftankene er tomme.
En koalition ledet af Saudi-Arabien, der bekæmper Houthi-oprørere i Yemen, forhindrer, at brændstof kan nå frem, fortæller en FN-landechef for udvikling.
- Vi har problemer med at få tilladelse fra koalitionen og Yemens regering til at transportere flybrændstof til Sanaa til disse fly, siger Auke Lootsma.
Landechefen kan ikke svare på, hvorfor leverancerne bremses fra havnebyen Aden til lufthavnen i Sanaa. Aden kontrolleres af Yemens regering.
Tusindvis af yemenitter lider under udbrud af kolera og hungersnød. Syv millioner er truet af hungersnød. Flere end 400.000 er ramt af kolera.
Koalitionen er flere gange blevet beskyldt for at forhindre nødhjælp til Yemen, som er et af verdens fattigste lande.
En krig siden foråret 2015 har kun forværret situationen for den i forvejen hårdt prøvede befolkning.
Sundhedsvæsnet er brudt sammen i Yemen, hvor en stærk koalition af lande i regionen bekæmper shiitiske Houthi-oprørere, som støttes af Iran.
Lootsma beskriver situationen som meget dyster. Der er "adskillige" tilfælde af meningitis, fortæller landechefen, som i et videointerview fra Sanaa dog ikke kan oplyse nærmere detaljer.
FN-hjælpen forsinkes også af, at hjælpearbejdere har svært ved at få visum, fortæller FN-chefen.
Auke Lootsma siger, at han "ikke kan se enden på krigen", som har kostet flere tusinde mennesker livet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned