Saudisk kongefamilie rydder ud i den militære top
Den militære stabschef i Saudi-Arabien, general Abdulrahman al-Bunyan, har fået sparket af kongen og kronprinsen. Foto: Scanpix/Fayez Nureldine/arkiv
Scanpix/Fayez Nureldine/arkiv
En række topofficerer er med et royalt dekret fjernet fra deres poster i Saudi-Arabiens hær.
Kong Salman i Saudi-Arabien har ryddet ud i den militære top i landet, blandt dem hærens stabschef, oplyser de statslige medier i ørkenstaten.
Salman har også erstattet lederne af landstyrkerne og luftforsvaret med nye folk.
En række ministre og viceministre for civile områder er blevet skiftet ud ved samme lejlighed.
Der er ikke givet nogen officiel forklaring på udskiftningerne. Men det sker på et tidspunkt, hvor kronprins Mohammed bin Salman har sat gang i militære reformer.
Saudi-Arabien er i gang med en blodig offensiv mod shiamuslimske houthi-oprørere i Yemen, som det hævder støttes af Iran.
Det er en offensiv, der har kostet tusindvis af menneskeliv, men ikke synes nær en afslutning.
Den militære stabschef Rahman bin Saleh al-Bunyan er blevet fjernet fra sin post, efter han tidligere på ugen i hovedstaden Riyadh slog dørene op for en militærmesse - SAMI. Det er det statsejede våbenselskab.
- En militær omdannelse er undervejs i Saudi-Arabien, siger Theodore Karasik, der er rådgiver for Gulf States Analytic.
- Ændringerne kommer lige oven på SAMI-udstillingen, som er en kritisk del af kronprins Mohammeds reformplan om at skabe et hjemmegjort forsvarsprogram, siger han.
Kronprins Mohammed er søn af kong Salman. Han er landets forsvarsminister og har haft travlt de seneste måneder med at stramme grebet om magten i landet.
Det har han gjort, samtidig med at han har presset på for økonomiske og sociale reformer i det dybt konservative land. Således vil kvinder meget snart selv kunne køre bil. Det har tidligere været helt forbudt.
Kronprinsen har forsøgt at styrke Saudi-Arabiens regionale rolle. Mest markant ved at lede den militære offensiv i Yemen mod houthi-oprørere.
Det opfattes af mange som en krig per stedfortræder. Den egenlige modstander for Saudi-Arabien er Iran.
Saudi-Arabien greb ind i 2015 med støtte fra andre arabiske lande. Men uden at kunne afslutte krigen.
9200 mennesker er dræbt i Yemen under offensiven, og ifølge FN er andre 2200 døde af kolera.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker