Saudisk nej til aftale om profettegninger

Et vigtigt religiøst råd i Saudi-Arabien har afvist en bilateral aftale med Danmark, som skulle bilægge en strid om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Aftalen er i form af et "memorandum of understanding" om bilaterale konsultationer. Det blev afvist af Shura-rådet med 62 stemmer mod 56, efter flere medlemmer havde udtrykt deres vrede over de danske tegninger af profeten Muhammed.

Flere saudiske aviser rapporterer, at der blev klappet og hujet i rådet, hvis opgave det er at vurdere lovgivning, politiske initiativer og internationale aftaler. Shura-rådet rådgiver den saudiske regering.

Det fremgår ikke klart, hvad det er for en aftale, der henvises til. Men det kan være den, som avisen Politiken i begyndelsen af året indgik med otte muslimske organisationer i Mellemøsten, heriblandt parter i Saudi-Arabien.

Her undskylder Politiken for den krænkelse, muslimer har følt, efter flere danske aviser i 2008 genoptrykte Jyllands-Postens tegninger.

De oprindelige Muhammed-tegninger blev bragt i Jyllands-Posten i 2005, og det medførte voldsomme protester i en lang række muslimske lande.

/ritzau/AFP

Shura-rådet i Saudi-Arabien, som har stor indflydelse på religiøse og politiske anliggender, afviser bilateral aftaler med dansk part om Muhammed-tegninger.

Offentliggjort Sidst opdateret