Saudiske grænsevagter ved Yemen er dræbt

Mens oprørere og regeringssoldater fortsætter kampen om magten i Yemen, er tre saudiarabiske grænsevagter ved grænsen til det urolige land blevet dræbt.

Det er ikke klart, hvad der er sket. Saudiarabisk tv citerer indenrigsministeriet i Riyadh for at meddele, at grænsevagterne blev dræbt af en mand, der ville krydse grænsen.

Manden blev også dræbt, men så gives der heller ikke flere informationer.

Imens fortæller en ledende klanchef i Taez i Yemen, at væbnede oprørere efter kampe med regeringssoldater har taget kontrollen med det meste af byen, som er Yemens næststørste.

- Jeg regner Taez for at være faldet til oprørere, siger sheik Hammoud Saeed al-Mikhlafi, leder af klanrådet i byen, der ligger syd for hovedstaden Sanaa.

Regeringshæren er også i åben kamp med militsfolk fra al-Qaeda. Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at soldater natten til tirsdag rykkede frem mod byen Zinjibar i det sydlige Yemen for at tilbageerobre den fra al-Qaeda-militsen.

Vidner i byen siger, at mindst 15 mennesker er dræbt under kampe, ni af dem soldater.

Yemen er ved at falde fra hinanden samtidig med, at landets præsident, Ali Abdullah Saleh, befinder sig på et hospital i Saudi-Arabien for at blive behandlet for de kvæstelser, han fik ved et bombeangreb på hans palads i Sanaa i fredags.

Oprørere i Yemen har jublet over, at han har forladt landet, men en rådgiver for præsidenten sagde mandag, at den 69-årige Saleh, som har været ved magten siden 1978, er ved at komme til hægterne.

Om nogle dage vender han tilbage igen, og det kan, påpeger, AFP, betyde en optrapning af stridighederne.

/ritzau/Reuters

Tre saudiske grænsevagter dræbt ved grænsen til Yemen, hvor oprørere og soldater fortsætter med at slås.

Offentliggjort Sidst opdateret