Savnede skibsgæster er nok stadig om bord

Det er sandsynligt, at de savnede personer efter krydstogtskibet Costa Concordias forlis for en uge siden stadig er om bord på skibet.

Det oplyser den nye chef for kriseberedskabet Franco Gabrielli på en pressekonference på den italienske ø Giglio.

- Vi har ikke sat nogen tidsfrist for eftersøgningen, siger han.

Mens redningsarbejdet fortsætter, påtvinger en truende miljøkatastrofe sig dog stadig større opmærksomhed.

Det 290 meter lange skib bærer på en masse brændstof - herunder en stor del tung dieselolie - som risikerer at sive ud i havet. Og senest søndag aften skal det besluttes, hvordan brændstoffet fjernes på bedst mulig vis.

Derfor må det hollandske selskab Smit, der har ansvaret for udpumpningen, vente med at få grønt lys, før arbejdet sættes i gang.

- Vi håber at kunne kombinere redningsaktionen med udpumpningen af olie, men må vente til resultaterne af de seneste undersøgelser, inden vi træffer en afgørelse, siger Franco Gabrielli.

Han fortæller på pressemødet, at man vil yde "den størst mulige indsats" for, at øboerne ikke bliver udsat for en forurenende tragedie.

Costa Concordia gik på grund ud for Giglio i det sydlige Toscana for lidt over en uge siden.

Siden har dykkere og andre redningsfolk kæmpet for at finde overlevende på krydstogtskibet, der havde over 4200 passagerer og besætningsmedlemmer om bord, da det stødte mod et rev.

Redningsaktionen har dog måttet afbrydes flere gange, fordi det store skib vakler, mens det hviler på revet.

21 personer er fortsat savnet, og det officielle dødstal er indtil videre nået op på 11.

Flere af de savnede er tyskere, og den tyske ambassadør i Italien, Michael H. Gerdts, besøgte lørdag Giglio, hvor han mødtes med Franco Gabrielli. Diplomaten håber også, at nogle af de savnede stadig kan være i live i skibsskroget.

- Håbet er absolut til stede, siger ambassadøren.

/ritzau/dpa

De personer, der er savnet efter Costa Concordias forlis, er sandsynligvis stadig om bord, oplyser beredskab.

Offentliggjort Sidst opdateret